Klassen arbejder med at forstå stigning i procent. Der er blevet 17 pct. flere elever

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Stines plads er tom. Hun var der lige før. Jeg sidder sammen med otte elever ved hjælpebordet – de 20 andre elever i klassen er instrueret i at arbejde selvstændigt med evaluering af procent. Men nu mangler Stine.

På forsiden af Politiken kan jeg læse, at antallet af børn, som går i klasser med mindst 25 elever, er steget med 54 pct. de seneste 10 år. Ifølge Politiken går næsten 20.000 elever i klasser med mindst 28 elever. Jeg er klasselærer i en klasse med 28 elever. På min skole er der klasser med 29 børn. Det har en pris – både fagligt og socialt.

Jeg mener, at folkeskolen skal have en central vedtaget klassekvotient på maksimalt 24 elever pr. klasse. Børnene i folkeskolen fortjener ordentlige vilkår, hvor lærerressourcerne ikke er spredt tyndt over flest mulige elever. Alle børn har krav på at blive set, støttet og fagligt udfordret i folkeskolen.

Ved hjælpebordet taler vi stille sammen om moms og stigning i procent. »Hvor er Stine?,« snurrer det i mit hoved. Jeg rejser mig fra de børn, som har brug for faglig støtte. De går i stå. De kommer ikke længere, før jeg er tilbage. På vej gennem klasseværelset stopper jeg ved en lille gruppe pubertetsrødder, som har mistet fokus.

De genfinder koncentrationen – for det er rart, når læreren lige ser de opgaver, man har nået. Et par piger råber efter mig:

»Laura, du er nødt til at hjælpe – vi forstår ikke den næste opgave.« Jeg afviser dem og inviterer i stedet et par urolige sjæle med ud for at kigge efter Stine. Vi kigger i garderoben – ingen Stine. Jeg ringer til kontoret, som lover at finde hende. Tilbage i klassen. Pubertetsrødderne har ikke haft glæde af et klasserum uden underviser. Otte børn ved hjælpebordet kigger forventningsfuldt efter mig. De to urolige sjæle skal hjælpes tilbage til opgaverne. Pigerne kalder igen. Og der er tolv børn mere, som jeg slet ikke har ”set”.

Ja tak til SF’s forslag om et klasseloft på 24. Og nej tak til Marianne Jelveds (R) forslag om, at skolerne skal have frihed til selv at vælge. Demografien i de fleste skoledistrikter i Danmark viser, at det er små årgange, der lige er trådt ind i skolen. Men det giver næppe mindre klasser, for små klasser er ikke så rentable som store klasser.

Skolerne spekulerer i stedet i aldersblandede klasser og dispensationer, så klasserummene kan blive fyldt op. Der loves to-lærer ordninger og holddeling, men det fungerer oftest bedst på papiret. I dagligdagen er to-lærertimer og holddeling det første, der ryger, når lærerne indkaldes til møder, skal på kurser og uddannelse eller har anden fravær. Økonomien i skolerne spænder ben for, at mindre klasser prioriteres.

Parolen er, at hvis der kan være 28 elever i klassen, så kan der også være 29.

Kontoret finder Stine. Hun fortæller, at hun ikke kunne holde ud at være i klassen. Der var så mange, som hviskede. Arbejdsuro kalder vi det. Når mange børn arbejder samtidigt i små rum, stiger lydstyrken. Jeg tysser ofte på klasser, som laver det, de skal. Men de taler hele tiden højere, for ellers kan sidemanden ikke høre dem. I små klasser er arbejdslydene lavere. Og der er plads til Stine og til at blive set –fagligt og socialt.

Det er næsten ironisk. Klassen arbejder med at forstå stigning i procent. Det er svært, og læreren har for travlt til at hjælpe alle. Engang var de kun 24 børn i klassen, nu er de 28 – det er en stigning på 17 pct. Mon børnene forstår konsekvensen? At det er umuligt at få den samme undervisningsmæssige kvalitet.

Jacob Mark fra SF kalder det for en katastrofekurs, at klassekvotienten stiger og stiger. SF foreslår derfor, at der rullende indføres klasselofter. Det skal finansieres ved at gøre en af verdens længste skoledage en halv time kortere. Det er en kærkommen håndsrækning, som vi har brug for ude i den danske folkeskole.