Det frie dyrevalg i kolonihaver
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg har læst Jyllands-Postens artikel om husdyr i kolonihaver. Nu er det ikke sådan, at det er Aarhus Kommune, der har været imod husdyr i kolonihaver. Tværtimod. Det er den lokale afdeling af Kolonihaveforbundet, Aarhuskredsen, der er imod eksempelvis høns, kaniner og bier.
I kolonihaver på kommunale grunde er vi underlagt en lejeaftale mellem kommunen og Aarhuskredsen. I den står der, at husdyrhold er forbudt. Det tolker Aarhuskredsen som gældende alle dyr, dog kan der gives dispensation for f.eks. hund, kat og stuefugle.
Kolonihaveforbundet tolker reglen som gældende produktionsdyr. Forbundet vil dog ikke blande sig i lokale forhold.
I haveforeninger på ikkekommunal jord er man ikke underlagt samme regel. Disse haveforeninger kan også være medlem af Kolonihaveforbundet. Der kan den enkelte haveforening selv bestemme. Det er nærdemokrati i praksis.
Aarhuskredsen burde vel stille de enkelte haveforeninger fri ved at fortolke reglen om husdyrhold på samme vis som kolonihaveforbundet, så den enkelte haveforening selv kan bestemme, hvilke husdyr der må være i dens forening.
Der har været mange henvendelser fra haveforeninger og medlemmer til Aarhuskredsen om husdyr, men Aarhuskredsen er ikke lydhør. Emnet har også været oppe på en kredsgeneralforsamling. Der støttede kredsbestyrelsen ikke forslaget om husdyr i haverne, og det blev nedstemt med et lille flertal på få stykker. Man skulle jo mene at Aarhuskredsen, en interesseorganisation for kolonister, vigtigste opgave er at sikre medlemmerne mest indflydelse på deres egen haveforening.
Kommunen har jo også et ansvar. Den er jo den anden part i lejeaftalen og accepterer stiltiende, at kolonister på kommuneejet jord er underlagt forbud, der ikke er tidssvarende og ikke svarer til kommunens holdninger til nærdemokrati og borgerindflydelse. Det drejer sig om 3.000 haver.