Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Endelig har vi fået en dyretaskforce

Susan Kronborgførstesuppleant til Folketinget for Radikale Venstre i Østjylland

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Helt fantastisk – nu har vi fået en dyretaskforce. Rigspolitiet har oprettet tre specialenheder, der skal forebygge og efterforske sager om mishandling og vanrøgt af dyr. Jeg håber, det betyder, politiet bliver dygtigere og fremover vil rette større opmærksomhed mod ulovlig handel med hunde, handel med truede dyrearter og vanrøgt af heste og andre dyr.

Vi vil så forhåbentlig også undgå sager som den i Randers. I august 2015 modtog Østjyllands Politi en detaljeret anmeldelse om mishandling af hunde på en ejendom i Gjerlev. Anmeldelsen omfattede også beskrivelse af, at beboerne havde ulovlige våben. Politiet foretog sig derefter intet i sagen, men fik så endnu en anmeldelse halvandet år efter i december 2016. Herefter blev der handlet en måned senere, og i februar 2017 kunne der konstateres en hvalpefabrik med 60 hunde, som gik i deres egen afføring.

Jeg kan dog glæde mig over, at justitsministeren er blevet bedt om en redegørelse for, hvorfor den detaljerede anmeldelse i Gjerlev-sagen blev overset eller ikke prioriteret. Derudover glæder jeg mig overmåde meget over, at vi er kommet i omdrejninger og forhåbentlig opnår den samme succes med en dyretaskforce i politiet som i vore nabolande!

Skriv din mening om forholdene i Aarhus, Østjylland og Region Midtjylland til JP Aarhus – klik her og læs, hvordan du sender et debatindlæg.