Vi svigter vores små børn massivt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Uanset om der er en, tre eller 20 pædagoger pr. barn i landets vuggestuer, er de ikke børnenes forældre, og de elsker ikke institutionsbørnene, som var de deres egne.

Derfor er det uanset hvad som udgangspunkt katastrofalt, at danske børn sendes i daginstitution i timevis hver eneste dag, fra de er 10 måneder gamle. I de første leveår er børn i den allermest følsomme fase af deres udvikling, og de har brug for konsekvent at leve inden for rammerne af den tryghed, hengivenhed og kærlighed, som kun kan komme fra de mennesker, der i yderste konsekvens er villige til at ofre alt for dem, nemlig forældrene.

Det er i de rammer, i familiens skød, at det, der senere er så afgørende for et godt liv, udvikles: Evnen til at knytte sig tillidsfuldt til andre, selvværd, selvtillid.

I Danmark har vi verdensrekord i tidlig institutionalisering af børn. 70 pct. af danske børn under tre år er i daginstitution i mere end 30 timer om ugen.

Det er de til trods for, at vi ved, det ikke er godt for dem; til trods for at 42 pct. af forældrene i 2014 mente, at deres børn var for lang tid i institution; til trods for at 60 pct. at mødre med børn under 10 år synes, de har for lidt tid til dem; til trods for at 54 pct. af pædagogerne i daginstitutionerne ifølge en Foa-undersøgelse flere gange om dagen eller ugen i 2018 havde oplevet, at den omsorg, de kunne yde, var utilstrækkelig; til trods for at børnene i de dårligste institutioner i vid udstrækning overlades til at passe sig selv og har et minimum af voksenkontakt.

TV 2-dokumentaren “Daginstitutioner bag facaden”, der blev sendt 27/5, er naturligvis opsigtsvækkende, men selv hvis det grædende barn, der blev vist i dokumentarens teaser, var blevet trøstet og ikke skældt ud, ville det ikke have ændret det grundlæggende problem:

Danske børn sendes for tidligt i institution, og de er der i for mange timer om ugen.

Som samfund svigter vi de små børn og deres familier massivt, og vi er nødt til at stoppe op og tage ansvar for den næste generations trivsel.

Vi må sørge for, at pengene, der går til at støtte institutionspladser, i stedet følger barnet, så de også udbetales til familier, der passer børnene selv. Vi må sørge for, at skatter og afgifter lettes, så børnefamilier i højere grad får råd til at arbejde mindre, så de kan give deres børn nogle kortere dage i institutionerne. Vi må sørge for, at ægtefæller kan bruge hinandens pensions- og bundfradrag, så fradragene lægges sammen og trækkes fra den samlede husstandsindkomst.

Og så må vi gøre op med illusionen om, at institutionerne er til for børnenes skyld. Det er de ikke. Børn har ikke godt af at komme tidligt i vuggestue for at tilegne sig sociale færdigheder under uddannet personales kyndige blik, frem for forældrenes: Tidlig institutionalisering er skadelig for børn, det er skadeligt for familien, og det er ikke et rigt, frit og oplyst samfund værdigt, at dets børn nægtes forældrenes omsorg og i stedet opdrages af staten.