Vi savner, at man i det mindste siger hej

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da vores søn var tre år, gik han i en institution, hvor ingen sagde hej til ham om morgenen. Vi endte med at flytte ham til et andet sted og for at få lov til det, skrev jeg følgende brev til lederen af alle dagtilbud i området:

Kære Bente

Jeg er mor til Jonathan på tre år, der går i Børnehuset. Efter svære overvejelser har hans far og jeg besluttet, at vi gerne vil have ham flyttet til en anden institution.

Jonathan har gået i Børnehuset i snart et år. I den tid har det ikke været muligt at få at vide, hvad han har lavet i løbet af dagen. De voksne svarer noget i retning af: »Det er så dejligt, at det er blevet godt vejr, og at vi kan være ude på legepladsen. Så er børnene også meget gladere.«

Når jeg spørger ind til, hvad Jonathan mere konkret har lavet, eller hvem han har leget med, er svarene: »Det ved jeg ikke lige, jeg har været til møde« eller »han har været udenfor«.

Typisk er han der fra kl. 9 til 15. Vi forventer ikke en minutiøs gennemgang af hans færden, men et lille hint et par gange om ugen om, hvad dagen har budt på, og hvordan han har haft det, ville være rart. Han er for lille til selv at kunne huske det eller sætte ord på det.

Jonathans morfar har oplevet at hente Jonathan i institutionen, uden at nogen spurgte, hvem han var, eller henvendte sig til ham. Han kunne bare tage Jonathan med – selv om han aldrig havde været der før.

Om morgenen er der ofte ingen kontakt med personalet. Vi forventer ikke, at der skal bruges tid på at vinke farvel til mor og far, eller at han skal tages særligt i hånden, men siden han begyndte, har vi kunnet gå rundt i lang tid, før nogen henvendte sig til os eller tilkendegav, at de så, at Jonathan var kommet. Vi savner, at man i det mindste siger hej.

Nu er der indført morgensamling kl. 9. Jeg sad i garderoben i mandags og ammede og havde derfor den tvivlsomme fornøjelse at overhøre, hvad der foregik. Begge børnehavestuer var samlet, så der var cirka 25 børn og 2 voksne (en praktikant og en vikar – ingen pædagoger). Konceptet gik ud på, at børnene på skift skulle fortælle, hvad deres forældre arbejder med. Det varede i 20 minutter, og det kunne børnene ikke koncentrere sig om, så tiden gik med skæld ud i en hård tone: »Liam, vil du være med til samling? Vil du? Så sæt dig ned! Sebastian, du skal ikke sidde med ryggen til og snakke! Noah, kan du genfortælle, hvad Asta lige sagde? Nej, det kan du ikke? Det kan jeg godt fortælle dig, hvorfor du ikke kan, det er, fordi du sad og legede, det var ikke så godt, hva’?«

De børn, der ikke larmede eller fik skæld ud, sad lidt betuttede og så på.

Da jeg havde siddet i garderoben i et kvarter, kom en lille gut trissende forbi og gik ud på legepladsen. Han var omkring halvandet år gammel. Jeg gik hen og bankede på til morgensamlingen i vuggestueafdelingen, hvor de ikke vidste, at de manglede et barn. Det tog lidt tid at overbevise dem om det, indtil en af pædagogerne til sidst udbrød: »Gud, Gustav!«

Jeg har løbende haft en dialog med lederen om, hvad vi oplever i institutionen. Hun prøver at tage hånd om disse ting, men nu har vi været der i et år, og der er ikke sket nogen ændringer. Lederen mener, at der var tale om en ekstraordinær situation mandag til morgensamlingen, men i forhold til hvad min mand og jeg oplever, når vi henter og bringer, er det ikke langt fra normalen. Jeg tilbringer jævnligt tyve minutter på en stue fyldt med børn, uden at der på noget tidspunkt kommer en voksen forbi, og jeg ser små børn fra vuggestuen tusse alene rundt i børnehaveafdelingen, uden at nogen voksne ved, hvor de er, eller holder øje med dem.

Lederen taler en del om skoleparathed: at Jonathan skal lære at klare sig selv, og vi bare skal give slip på ham, når vi afleverer. Men når man afleverer en stadig toårig, der har gået i børnehave i et par uger, og ingen tager imod eller siger hej, så handler det ikke om skoleparathed.

Vi har fokus på at tale positivt om børnehaven over for vores dreng og på ikke at vise ham vores skepsis. Men de fleste dage vil han ikke derop om morgenen, og han vil rigtig gerne med hjem, når vi henter.