S vægter partipolitik over klimaet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Så skete det igen. Det er rent sisyfosarbejde, når jeg prøver at forklare Socialdemokratiet, at der er nødt til at være en sammenhæng mellem de ambitioner, man har i politik, og den virkelighed, som disse skal udleves i. Den 2. februar læste jeg Kaj Møldrup Christensens angreb mod regeringens klimapolitik. Her melder Kaj Møldrup Christensen sig ind i rækken af socialdemokrater, der kæmper så hårdt for at finde det mindste hår i suppen i regeringens klimapolitik, at de helt glemmer selv at komme med løsninger.

Det er som sagt ikke første gang, at dette sker. På trods af at regeringen gennemførte den grønneste klimaaftale i danmarkshistorien sidste år, vælger Socialdemokratiet at sende en uforbeholden kritik Venstres vej. Noget siger mig efterhånden, at dette må have været en socialdemokratisk agenda, uanset hvor grøn aftalen havde været: at kritisere Venstres arbejde uden at forholde sig til substansen. Uden at forholde sig til alle de grønne initiativer, der var i aftalen.

For Socialdemokratiet handler det udelukkende om at overbyde Venstre. Det er en skam, for det er jo præmissen for en konstruktiv dialog, at Socialdemokratiet fremover vil bruge lidt tid på at redegøre for selve finansieringen af deres egen politik. Det er nemt at love vælgerne guld og grønne skove, hvis ikke man har sat sig ned og regnet på omkostningerne. Det synes jeg trods alt, at man skylder skatteborgerne – det er jo dem, der betaler.

For Venstre er den grønne omstilling en topprioritet. Vi er optaget af at løse de problemer, som Danmark står over for. Det vidner regeringens klimaaftale også om. Den er grønnere end grøn – og samtidig ambitiøs og realistisk.