Udlændingepolitikken er 33 mia. kr. fra at være i mål
Det burde ikke være et kontroversielt standpunkt, at indvandring skal være et nettooverskud for den danske stat.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Lad mig starte med at slå fast, at jeg synes, at Danmark skal være et åbent land, og at jeg hverken er nationalist eller xenofob.
Jeg mener heller ikke, at mennesker eller indvandringsspørgsmålet alene kan reduceres til tal. Men tal betyder noget, og de afslører desværre, at vi har enorme omkostninger forbundet med indvandring fra ikkevestlige lande.
En fremskrivning fra Finansministeriet har således vist, at ikkevestlige indvandrere og deres efterkommere varigt indebærer en udgift på de offentlige finanser på 33 mia. kr. – om året!
Dette kan sættes op imod, at indvandrere og efterkommere fra vestlige lande bidrager positivt med 14 mia. kr. om året.
Der er altså ikke en naturlov, som gør det umuligt for indvandrere og efterkommere at være en økonomisk gevinst for Danmark – de vestlige indvandrere og efterkommere har vist vejen.
Værst står det til med indvandrere fra Syrien, Somalia, Irak og Libanon. Tal fra Danmarks Statistik viser således, at 76 pct. af kvinder fra Somalia i alderen 30-59 år i 2017 var på offentlig forsørgelse. Det samme gjaldt for 61 pct. af deres landsmænd. Det siger sig selv, at det er fuldstændig uholdbart.
Og helt ærligt: Det burde ikke være et kontroversielt standpunkt, at indvandring skal være et nettooverskud for den danske stat.
Danmark kan og skal ikke være socialkontor for hele verden.
Danmark skal være et trygt samfund baseret på tillid, samt at alle bidrager. Når den præmis er på plads, skal Danmark selvfølgelig også være åbent over for resten af verden, så folk kan komme hertil og bidrage til vækst og udvikling i vores virksomheder.
Regeringen er nået en del af vejen med at få flere indvandrere i arbejde, men vi er langt fra i mål. Målet må klart være, at indvandring – uanset oprindelsesland – skal være en økonomisk nettogevinst for samfundet.
Hvis målet opnås, vil det frigøre midler næsten svarende til prisen på en ny Storebæltsbro - hvert år. Det er altså ikke småting, vi snakker om.
Dermed ikke sagt, at det økonomiske aspekt skal være det eneste mål – selvfølgelig skal vi også forvente, at udlændinge overholder landets love og i øvrigt tager Danmark til sig.
Men det økonomiske er væsentligt, og før nettoudgiften på 33 mia. kr. årligt for ikkevestlig indvandring er reduceret til et rundt 0, er vores udlændingepolitik ikke i mål.