Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Danmark har brug for flere håndværkere og færre akademikere

Mange af vores børn og unge har aldrig prøvet at skifte en vandlås eller en sikring, og de har ikke en fornemmelse af, hvordan en egeplanke føles

Michael Aastrup Jensenmedlem af Folketinget (V)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mange af vores børn og unge er ikke så praktisk anlagte som før. Flere og flere vælger en gymnasial uddannelse, hvilket er en god ting, for det beriger samfundet med folk, der har viden inden for historie, naturvidenskab og litteratur. Men mange har aldrig prøvet at skifte en vandlås eller en sikring, og de har ikke en fornemmelse af, hvordan en egeplanke føles. Den danske grundskole skal afspejle, at både gymnasier og erhvervsuddannelser er lige gode veje at gå for fremtiden. Mange unge føler sig presset til at tage en gymnasial uddannelse, og efterfølgende er det eneste rigtige at fortsætte inde bag de gule mure på Ringgaden. Det er ærgerligt, for det er mindst lige så godt at tage en erhvervsuddannelse.

Det er på tide, at erhvervsuddannelserne får en ny fortælling, for det er afgørende for vores samfund.

For at få flere til at vælge erhvervsskolerne, har regeringen fremlagt en plan, som skal sikre tre ting: Styrket udskoling, bedre kvalitet og en ny og spændende studiekultur. Vi ønsker, at erhvervsuddannelser bliver opfattet som ligeværdige med gymnasieuddannelserne. Der er ikke nogen skam i at ville være elektriker, tværtimod. De fleste har prøvet ikke at kunne få fat på en elektriker. Derimod sker det sjældent, hvis nogensinde, at der er nogle, som desperat mangler en, der har en bachelor i ”oplevelsesøkonomi”. Vi må derfor sikre, at vi fremover uddanner til det rigtige. Det gør vi ved at give vores elever et større kendskab til de praktiske fag. Vi vil afsætte 500 mio. kr. til en række initiativer, der skal opfylde dette mål.

For at flere elever får forkærlighed for de praktiske fag, skal kvaliteten og udstyret være i orden, så det er redskaber af højeste kvalitet, der bliver brugt til undervisningen. Derudover vil vi bruge flere penge på digitalisering, så vores børn og unge er rustet til deres fremtidige indtræden på arbejdsmarkedet. Vi planlægger at bruge 1,5 mia. kr. på erhvervsuddannelsessektoren de næste par år, hvilket vil sige, at vi ikke bare tilbagefører omprioriteringsbidraget, men vi tilfører endnu flere penge til sektoren end hidtil.

Det er på tide, at erhvervsuddannelserne får en ny fortælling, for det er afgørende for vores samfund. Det skal være spændende og prestigefyldt at tage en erhvervsuddannelse og blive en dygtig og efterspurgt håndværker. For at det skal kunne lykkes, er det vigtigt, at der er nok praktikpladser. I 2016 indgik regeringen derfor en trepartsaftale, der indebar en målsætning om mindst 8.000-10.000 flere praktikpladser årligt frem mod 2025.

Skriv din mening om forholdene i Aarhus, Østjylland og Region Midtjylland til JP Aarhus – klik her og læs, hvordan du sender et debatindlæg.