Borgmester: Folketingspolitikere kan være lige friske nok til at blande sig
Han har siddet som kommunens øverste chef i snart otte år, så hvorfor skal han have fire år mere? Og hvad er hans mærkesager til valget? JP Østjylland har stillet syv skarpe spørgsmål til Favrskovs borgmester, Nils Borring (S).
Hvorfor gik du ind i politik?
»Jeg er vokset op i en politisk familie. Min far var socialdemokratisk gruppeformand i den daværende Hammel Kommune i en del år, og min farfar var også engageret i Socialdemokratiet i Langå. Så politik er noget, der er kommet ind med blodet. Jeg har altid været i en politisk familie, hvor det at snakke politik har været helt naturligt. Min drivkraft har været, at jeg har haft en vision om at gøre tingene bedre – være med til at udvikle samfundet i en retning, der er bedre for ens medmennesker. Det tror jeg sådan set er alle politikeres vision, men vi er dog ikke enige om, hvad der så er den bedste retning. For hvorfor skulle man overhovedet bruge så mange timer på politik, hvis det ikke var for at skabe politiske resultater og god udvikling? Det er den samme drivkraft, jeg har i dag, og det er meget givende at komme ud at se til kommunens medborgere og mærke, at vores politik har haft en god effekt på deres hverdag – og at de er glade og tilfredse. Omvendt kan det være frustrerende som politiker kun at få kritik, fordi folk gerne vil have endnu mere. Men det er bagsiden af medaljen, og man skal ikke tro, at man som politiker kun får ros.«
Hvad er Favrskov Kommunes største udfordring?
»Jeg tror, at alle kommuners store udfordringer er økonomien. Økonomien er grundvilkåret for, hvor meget service man kan levere, og hvor meget anlæg man kan levere. Så det er altid økonomien, der er øverst på dagsordenen. Men der er også ting, som vi ikke har særlig meget indflydelse på. Dele af vores kommune ligger tæt på Aarhus, der er et naturligt vækstområde. En anden del af vores kommune ligger længere væk fra Aarhus og er ikke begunstiget med samme naturlige vækst. Noget, der kan bidrage positivt til Favrskov Kommunes vækst, er, hvis vi får lavet Viborgvej rute 26, hvor vi har lavet en linjeføring, men hvor man ikke har fundet penge fra statens side. Endnu. Det håber vi vil ske, da det kunne blive en vigtig vækstfaktor for vores kommune.«
Hvordan ser økonomien ud i Favrskov Kommune, hvis du selv skal sige det?
»Den er bedre, end den har været, men der er forbedringspotentiale. Derfor arbejder vi bl.a. tæt sammen med fem østjyske kommuner for at få udligningsordningen (omfordelingen af kroner kommunerne imellem, red.) lavet om. Vi mener sådan set, at vi i Favrskov Kommune burde få flere indtægter, således at vi kan levere en bedre service. Vi synes nu egentligt, at vores service er god, men vi mener bare, at pengene burde fordeles mere ligeligt over landet. Udligningsordningen er skæv, som den er nu. Vores borgere betaler en høj skatteprocent for den service, de får, men i mange nordsjællandske kommuner kan man som borger betale en meget lavere skat – og alligevel få bedre service,« siger Nils Borring, der tror på, det kan lade sig gøre at ændre ordningen.
»Jeg er ret overbevist om, at vi da kan få ændret på nogle parametre. Sidst udligningsordningen blev justeret, resulterede det i et ekstra tilskud på 27 mio. kr. årligt. Og det er mange penge, hvis man holder det op mod, hvor mange steder vi skulle spare, hvis vi havde mistet et tilsvarende beløb. Så kan vi sikre en justering eller omlægning igen, når udligningsordningen efter valget skal gennemses, vil det betyde, at vi også kan øge vores service til borgerne.«
En ting er, hvad I slås med internt i kommunen. Noget andet er, hvad I slås med på landsplan, eksempelvis udligningsordningen. Er det et grundvilkår for en kommune som Favrskov, at der er mange slagsmål at tage på landsplan?
Vi oplever da, at folketingspolitikere er lige friske nok med at detailstyre kommunale anliggender. Det kan være, at de reagerer på en enkelt borgerhenvendelse, der nødvendigvis ikke er repræsentativ. Konsekvensen er, at vi i kommunerne så får ekstra meget demokrati. Derudover kan man sige, at opgaven på Christiansborg er at tage hånd om den statslige økonomi, hvilket ikke altid er foreneligt med den kommunale økonomi. I Favrskov synes vi jo, at de burde prioritere flere penge til infrastruktur, hvor landspolitikernes modargument er, at der er andre dagsordener, der er mindst lige så vigtige. Jeg vil ikke kalde det slagsmål, men efter at have siddet som borgmester i nogle år vil jeg sige, at det er naivt at tro, at der kun er kampe at tage i sin egen baghave. Det holder ikke. Man skal både sørge for at arbejde regionalt med andre kommuner, men også have gode relationer til politikerne på Christiansborg.
Hvis vi ser på din tid som borgmester i den indeværende valgperiode: Hvad er du så mest stolt af at have gennemført?
Jeg er normalt ikke typen, der går og bryster mig med, hvad jeg har gennemført. Men jeg synes, at det er godt politisk håndværk, at vi har et byråd, der arbejder godt sammen om at finde fælles løsninger for Favrskov. Vi har i fællesskab både fået afsat penge til skoler og dagtilbud, ligesom vi over de seneste fire år har præsteret at have de højeste anlægsbudgetter i Favrskov Kommunes historie. Vi har eksempelvis investeret cirka 40 mio. kr. i vores gadebelysning – for at hente en miljøgevinst, men også for at spare penge i det lange løb. Og så har vi fået styrket vores fritidsliv markant. Op til sidste valg lavede vi en halaftale – og den sidste af de tre haller står snart færdig. Herudover har vi fået lavet mountainbike-, fodbold- og kunstgræsbaner.
Hvad er dine vigtigste mærkesager i valgkampen?
Det bliver at sikre, at vores økonomi fortsat er god. Jeg vil også gerne fokusere på sociale relationer, således at børn i Favrskov Kommune trives, fra de er helt små, og at der er ressourcer hos både dagtilbud og skoler, sådan at vi kan have fokus på det enkelte barn. Sociale relationer er også vigtige, når det gælder ældre. Vores ældre skal ikke isoleres, og vi skal sætte ind mod ensomhed. Derfor vil vi gerne afsætte endnu flere midler til plejehjemmene, således at deres brugere ikke bare sidder og kigger ud af vinduet og venter på det næste besøg. De skal have nogle aktiviteter. De ældres sundhed er også i mit fokus, fordi andelen af ældre stiger markant. Derfor er det vigtigt, at vi sikrer, at der er gode tilbud til de ældre. For borgerne i den erhvervsaktive alder er det vigtigt at sikre, at der også er gode fritidstilbud til dem.
Hvorfor skal vælgerne i Favrskov Kommune stemme på netop dig?
Ved sidste valg var det næsten hver fjerde vælger, der stemte på mig, og medmindre de har taget helt fejl, så skal de da gøre det igen. Jeg mener, at jeg har været garant for et bredt politisk samarbejde i byrådet og et godt politisk klima, der har udmøntet sig i gode konkrete initiativer for vores borgere. Derudover man kan sige, at der findes borgmestre og ”borger-mestre”, og jeg mærker, når jeg kommer ud, hvilket jeg gør meget, at mange synes, at jeg er i stand til at tale med alle slags mennesker. En ting som borgmester er den politik, man fører. En anden ting er, at man er en ambassadør for kommunen – at man møder mennesker, hvor de er. Jeg lytter til, hvad de siger.