Pas på: Letbanen rammer midtbyen med testkørsler
Testkørslen af de kommende letbanetog udvides til Nørrebrogade og havnefronten i centrum af Aarhus.
Siden maj har Aarhus Letbane testkørt letbanetog på en lukket strækning mellem Brendstrupgårdsvej og Paludan-Müllers Vej i det nordlige Aarhus. Fra mandag bliver byens øvrige trafikanter i højere grad påvirket, når letbanetogene udvider testkørslerne langs havnefronten og Nørrebrogade. Det oplyser Aarhus Letbane i en pressemeddelelse.
»Østjyder skal være ekstra opmærksomme, når de går eller cykler langs havnefronten i Aarhus. Selvom vi er i slutfasen af anlægsarbejdet, kan det være farligt at krydse sporene. Der kan komme store arbejdskøretøjer og ujævne overflader, som man kan falde over – og nu kan der altså også komme et letbanetog forbi,« siger Claus Pedersen, sikkerhedschef i Aarhus Letbane.
Claus Pedersen peger på, at havnefronten adskiller sig fra resten af letbanestrækningen, da togene blander sig med den øvrige trafik uden adskillelse i form af bomme og hegn.
Af samme grund stiller det større krav til strækningens øvrige trafik.
»Vi ser i stigende grad, at folk krydser letbanesporene på trods af, at der stadig bygges på strækningen. Nu, hvor der også kører letbanetog på havnen, er folk altså nødt til at holde øje med, hvad der sker omkring dem,« siger Claus Pedersen.
Fodgængere og cyklister anbefales at benytte fodgængerovergange, når det er muligt. Skal man krydse letbanesporene, er det vigtigt at huske på, at det er en transportkorridor for både arbejdskøretøjer og letbanetog.
»Det er altså ikke nogen god idé at færdes på eller lige op ad sporene,« siger Claus Pedersen.
Aarhus Letbane har sat røde advarselsskilte op langs hele teststrækningen. Togene vil under både testkørsel og almindelig drift køre med lav hastighed, hvor letbaneføreren kører ”på sigt”. Bliver det nødvendigt, kan letbaneføreren desuden ringe med en klokke eller et horn for at advare fodgængere og cyklister. Når Letbanen er i drift, bliver sporene udstyret med en særlig betonbelægning i form af små afrundede metalstykker, der markerer, hvor letbanetogene kører, oplyser letbaneselskabet.
Som tidligere beskrevet i JP Aarhus lancerer letbaneselskabet en sikkerhedskampagne, hvor østjyder i løbet af sommeren bliver gjort opmærksom på den nye gæst i bybilledet i takt med at togene kører på fuld drift indtil den officielle åbning den 23. september.