Hård kritik af letbanemaster langs Randersvej
Kørestrømsmaster til den kommende letbane på Randersvej er »øjebæ« og »hæsligt«, lyder det fra DF og Nye Borgerlige. Rådmanden for Teknik og Miljø køber ikke kritikken og kalder løsningen glimrende.
På Randersvej arbejder Aarhus Letbane lige nu på højtryk for at få den kommende letbane på skinner. Fra Nørreport til Nehrus Allé er kørestrømsmaster blevet rejst til at lede strømmen, når letbanetogene kører op og ned på strækningen. Flere byrådspolitikere fra bl.a. DF og Nye Borgerlige er blevet både overraskede og fortørnede over, hvor meget de nye master skæmmer vejrummet.
»Masterne er forfærdelige. Hvis man ser Randersvej i dag, ved jeg ikke, hvad det ligner. Det er så hæsligt,« siger byrådspolitiker Knud Mathiesen (DF).
Hos Nye Borgerlige kalder Lars Boje Mathiesen masterne »øjebæ«.
»Det er skammeligt, at man mener, at borgerne i Aarhus kan være tjent med dem,« lyder Lars Boje Mathiesens kontante dom.
Køber ikke kritikken
I en VVM-undersøgelse fra 2009 konkluderes det, at master midt på vejen forringer udsigten mod Aarhus Bugt. Af samme grund blev placeringen fravalgt til fordel for master placeret i siden af vejen med kørestrømsledninger på tværs af Randersvej. Den løsning fremgår også af de visualiseringer, byrådet stemte på baggrund af i 2011. Men da VVM-tilladelsen halvandet år senere blev givet af forvaltningen, var det de midterplacerede master, man valgte at gå med.
»Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor meget kørestrømsledninger havde påvirket udsigten. Men hvis de var placeret i siden med en tynd krydsende ledning, påvirker det vel ikke udsigten i lige så høj grad? Jeg tror, at mange i byrådet er blevet meget overrasket over de bombastiske master. Det er det, jeg hører uden for byrådssalen« siger Knud Mathiesen.
Hos SF er man mere forbeholden i kritikken.
»Det havde da været pænere uden. Jeg synes ikke ligefrem, masterne pynter. Men jeg er ikke overrasket over deres udtryk,« siger byrådsmedlem Jan Ravn Christensen (SF).
Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, kalder masterne »en fornuftig løsning, jeg godt kan leve med« og lægger særligt vægt på driftsløsning og økonomi snarere end æstetik.
Rådmand for Teknik og Miljø Kristian Würtz (S) køber ikke DF’s kritik, men synes tværtimod godt om masternes udseende.
»Jeg synes faktisk, at det er en ret god løsning, der er valgt. Med den anden løsning risikerede vi mange store, tunge kabler spændt ud over gadeniveauet. Det ville ikke se særlig kønt ud. Jeg synes, masteløsningen er en god løsning, også æstetisk. Masterne har et fint og urbant præg, som jeg godt kan lide,« siger Kristian Würtz og lægger vægt på, at strækningen først for alvor kommer til sin ret, når byggematerialer fjernes, og græstæppet bliver anlagt langs skinnerne.