Fortsæt til indhold
Aarhus

»Det kan vi ikke byde aarhusianerne«

DF frygter, at master og ledninger vil blive et endnu større problem, når letbanen indtager midtbyen i anden etape.

De udskældte kørestrømsmaster på Randersvej bliver formentlig stående. Men når letbanens anden etape efter planen skal køre på bl.a. Vester Allé, Park Allé og på Banegårdspladsen, ønsker byrådsmedlem Knud Mathiesen (DF) masterne langt væk.

»Vi kan ikke byde aarhusianerene, at man sætter sådan noget bombastisk op inde i midtbyen. Forestil dig masterne på Park Allé og ved Banegården – det ville være ganske frygteligt,« siger Knud Mathiesen, der har lavet et høringssvar, hvor partiet bl.a. foreslår en række alternative forslag til kørestrømsmasterne.

Master er driftsikre

Hos Aarhus Letbane er driftsikkerhed og gennemtestede løsninger førsteprioritet, både hvad gælder etape 1 og 2.

»Lige nu er den alternative teknologi ikke lige så driftsikker som med synlige kørestrømsanlæg,« siger Jørgen Hansen og tilføjer, at de alternativer teknologier både er dyrere og mindre gennemprøvede.

»På etape 1 er det forholdsvis lange strækninger, vi kører på. Når vi skal tættere ind på byen i anden etape, vil vurderingen være en anden,« siger Jørgen Hansen, der endnu ikke ved, hvorvidt midterplacerede master bliver en del af bybilledet.

Teknikrådmand Kristian Würtz vil ikke udelukke kørestrømsmaster på etape to, heller ikke af æstetiske grunde.

»Jeg synes, det er et flot tracé, vi har fået på Randersvej, så den løsning vil også kunne fungere på etape to. Der kan også være udfordringer, hvis vi blander eksempelvis batteridrevne og kørestrømsdrevne tog. Det vil driftsmæssigt være en god idé, hvis togene kan bruges på flere deletaper,« siger Kristian Würtz.

I Venstre er man endnu ikke afklaret omkring en etapeudvidelse af letbanen. Politisk leder og bestyrelsesmedlem i Aarhus Letbane Bünyamin Simsek (V) vil først se evalueringerne på første etape 1, før han vil tage stilling til anden etape.

»Spoler vi tiden tilbage, er spørgsmålet, om jeg overhovedet havde sagt ja til en letbane. Fra Venstres side vil vi først se en evaluering på etape et og på den baggrund vurdere, om vi skal udvide med etape to og tre. Måske skal vi tænke i helt andre baner med førerløse busser, som jeg ved lige nu bliver testet i bl.a. Vesthimmerlands Kommune,« siger Bünyamin Simsek.

Center for Byudvikling og Mobilitet under Aarhus Kommune oplyser, at der endnu ikke er lavet visualiseringer på etape to, blot illustrationer. VVM-redegørelsens indhold forventes at blive drøftet på den anden side af sommerferien.