Festivalsgæst: Northside er en rigtig stor havefest
Det modne publikum var den dominerende aldersgruppe, da Northside slog dørerne op.
Da festivalpladsen på Northside åbner kl. 13. om fredagen, strømmer det ind med mennesker. Den våde jord bliver betrådt af fine tennissko og praktiske gummistøvler af en blandet gruppe mennesker.
Nogle unge kvinder går i samlet flok og snakker højlydt, mens unge mænd bevæger sig roligt iført solbriller på trods af en overskyet himmel. En type mennesker er særlig i overvægt af de nytilkomne festivalgæster; de lidt modne kvinder.
Kvinder i fyrrerne kan ses over alt. De hyggesnakker i venindegrupper, mens andre kvinder i samme alder går igennem festivalen med deres ægtefælle, som var det en tilfældig lørdagstur på strøget.
En af dem er Kirstine Skov Rydahl på 42 år fra Mårslet. Hun er iført gummistøvler og har en rød regnjakke bundet fast om livet, mens hun slentrer ned ad festivalstien sammen med sin mand.
»Festivaler i Danmark er fantastiske, men Northside er en liga for sig selv,« siger hun.
Kirstine Skov Rydahl er taget på Northside for musikken, hvor popstjernen Frank Ocean særligt har trukket, men der én ting, der er vigtigere, forklarer hun.
»Fællesskabet er en stor ting for mig på Northside. Jeg bliver helt glad i låget, når jeg mødes med min venner og kollegaer på festivalen. Jeg ser frem til det i et helt år,« siger den 42-årige festivalgænger.
Lidt efter kommer endnu en kvinde gående med sin mand. Parret går forsigtigt fremad i et forsøg på at undgå de store vandpytter, der har lagt sig på pladsen efter dagens første regnskyl.
»Northside er en rigtig stor havefest. Vi har været her et par gange før, men sidste år valgte vi at tage på Roskilde Festival i stedet for, men det var lige vildt nok. Northside handler meget mere om luksus,« siger Mette Amdrup på 55 år fra Aarhus, der til daglig er sygeplejerske.
»For mig handler Northside om at holde fuldstændig fri og glemme allede daglige gøremål for en lille stund,siger Mette Amdrup.
Hendes mand er en stor fan af Radiohead og har købt billetter til hele familien, fortæller hun, inden ægteparret går videre for at høre dagens første koncert.
På en bænk under et træ sidder to unge kvinder og ser på festivalgæsterne, der går forbi.
»Det er første gang, jeg er her, og jeg er lidt overrasket over, hvor mange af de lidt mere modne mennesker der er her,« siger den ene af dem, Anne Kirstine Heilskov på 19 år, der har taget turen fra Aalborg sammen med sin veninde.
»Jeg tror, at de mere voksne mennesker er med til at skabe en mere anstændig festival. Men jeg håber da stadig, at der er plads til at skeje lidt ud,« siger hun.
Det to veninder bliver enige om, at det er fint, at der er mennesker i forskellige aldre på festivalen.
De lidt ældre sætter sikkert pris på at kunne komme hjem om aftenen,« vurderer Anne Kirstine Heilskov.