Northsidekunstnere får næsten kun solenergi
I 2020 skal festivalen udelukkende være drevet på solenergi.
I år vil artistområdet på Northside Festival næsten udelukkende være drevet på solcelleenergi fra et anlæg på festivalpladsen. Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse. Det betyder, at Frank Ocean og medlemmerne fra Radiohead kommer til at lade op med grøn energi, mens de besøger Ådalen.
Initiativet er første skridt i en plan fra Northside og energiselskabet E.On om at gøre festivalen 100 pct. grøn i år 2020. Tidligere i år kunne Northside meddele, at mad og drikke for første gang bliver 100 pct. økologisk på årets festival, og nu går arbejdet i gang med også at gøre energiforbruget grønt.
»Nu går vi i gang med at omstille Northside til 100 pct. grøn energi. Vi har længe arbejdet med innovative energiløsninger, og vi tror på, at vi sammen med Northside kan udvikle de helt rigtige løsninger for festivalen, så de kan nå deres bæredygtighedsmål indenfor de næste tre år,« siger Lars van Hausen, chef for innovation hos E.On.
Som det er nu, bliver hovedparten af festivalen drevet af dieselgeneratorer, men om blot få år skal det se anderledes ud. Derfor vil E.On i år indsamle data om festivalens strømforbrug, så der kan arbejdes videre på planen om den grønne festival.
I alt 40.000 gæster vil besøge Northside Festival mellem 9. og 11. juni, hvor festivalen bliver afholdt i Ådalen i Aarhus.