Her kommer byens nye taghave
Der bliver rodet og regeret på stormagasinet Sallings tag for tiden. Der skal indrettes et nyt byrum for byens borgere, ”Roof Garden” på 2.000 kvm.
Herman Salling kunne godt se mulighederne. Så han udnyttede en gang taget af sit stormagasin til at sælge carporte og campingvogne.
Men han brød sig ikke om ideen at bruge taget på en rekreativ måde.
Det gjorde arkitekt og projektchef Jens Severin, da han netop var blevet ansat i Salling, så han foreslog det til et af sine første møder med ledelsen i forbindelse med ombygningen af stormagasinet i 2004.
»Herman Salling svarede, at han engang havde en papegøje, der hed Jacob, og at den papegøje mindede lidt om mig. Der gik et år, hvor jeg blev kaldt Jacob,« fortæller Jens Severin.
I dag kan han grine ad det.
For sidst i august åbner ”Roof Garden”, en 2.000 kvm stor taghave, byens nye torv, på stormagasinets tag. Salling og Salling Fondene har sammenlagt lagt 30 mio. kr. til projektet.
»I princippet skal man betragte det som et torv lige som Bispetorvet, hvor alle kan komme,« siger han.
Et råt look
Jens Severin går rundt på taget, der ligner den byggeplads, det er, med en stak tegninger under armen.
Højt oppe over os kører en kran frem og tilbage med dele af det ventilationssystem, der også fremover skal ligge hen over taget.
»Det er med til at understrege det rå look, vi skal have her,« siger projektchefen, der har flere kaldenavne til noget af det, der kommer på taget.
Der er ”fattigmands-rainbow”, en slags sti hele vejen rundt om taghaven.
»Fattigmand er måske ikke det rigtige ord, for den koster jo en formue, men det er for at fortælle, at den bliver lidt mere kringlet og ikke så stringent som den derovre,« siger han og peger over på Aros og museets farverige regnbue.
I den ene ende af taghaven rager en bygning op. Her skal ”Sculpture by the Sky” indrettes til kunstudstillinger. Der kommer også et lille galleri i det tagrum, som it-medarbejderne lige nu bruger.
En rampe ud over Strøget
For enden af det skal der bygges en rampe ud over Strøget med glasbund i spidsen, kaldet ”Thrill”, så man i 25 meters højde kan kigge ned over Strøget og de 15 mio. mennesker, der færdes der om året.
Et væsentligt element bliver det store væksthus, som skal indrettes som en lounge med bar. Det er inspireret af det drivhus, som man kunne se på det tag, som The Beatles spillede på i London i 1969, fortæller Jens Severin.
Ja, der kommer også en scene, hvor siddepladser er en trappe med plads til 200.
Der må være i alt 750 mennesker på en gang i taghaven,« siger arkitekten.
Han og Sallings ledelse har været i bl.a. London, Berlin og Hamborg for at se, hvordan man har udnyttet tage, og er på vej til Berlin igen og derefter Paris for at se mere.
»Taghaven er et sted, hvor vi kan tænke stort og give den fuld skrald. Det er så spændende,« siger han.
I august er haven klar til at tage imod byens borgere.