Mads Langer og Tim Christensen sætter musik til musical
Mads Langer og Tim Christensen er et nyt makkerpar i musicalen ”Efter brylluppet”.
Det er 2017, og det er stort.
Derfor har Musikhuset Aarhus overtalt musikerne Mads Langer og Tim Christensen til at blive en del af det hold, der skal gøre musikhusets fortolkninger af tre Susanne Bier-film i 2017 til en succes. De to kender hinanden godt, Mads Langer har bl.a. varmet op for Tim Christensen ved en koncert i musikhuset.
Og derfor sender Musikhuset Aarhus for første gang sit nye katalog for kulturhovedstadsåret ud i hele landet i denne uge i 240.000 eksemplarer, ligesom den har etableret en hjemmeside på engelsk, så de turister, der forventes at komme til byen i årets løb, kan orientere sig om mulighederne for at blive underholdt under deres besøg.
Lettet programchef
»Det er vores mest ambitiøse program nogensinde, så vi har noget, der er værd at køre efter,« siger programchef Mette Kier, der især er glad for, at hele Bier-trilogien nu er faldet på plads.
Det er vores mest ambitiøse program nogensinde ...Mette Kier, programchef, Musikhuset Aarhus, programchef, Musikhuset Aarhus
Idéen til at producere og iscenesætte tre værker, baseret på tre film af instruktøren Susanne Bier: ”Brødre”, ”Elsker dig for evigt” og ”Efter Brylluppet”, opstod i 2012. De tre film gentænkes som henholdsvis en opera, en moderne ballet og en musical.
Det er musicalen, ”Efter brylluppet”, som Mads Langer og Tim Christensen skal skrive en del af musikken til. De kommer dog ikke selv på scenen for at opføre den.
I sidste uge blev det offentliggjort, at bl.a. Erann Drori, Flemming Enevold, Barbara Moleko og Cecilie Stenspil er med i musicalen, hvor hver karakter får sin egen sangskriver.
Erann Drori skal også skrive sange, men ikke til sig selv, fortæller Mette Kier.
Billetsalget er i gang
Udover Bier-trilogien er det bl.a. balletten ”Tree of Codes”, en koncert med kunstneren Anohni, der vil slå sig ned i Aarhus nogle perioder i årets løb, en koncert med Aarhus Jazz Orchestra og den engelske sanger og komponist Jamie Cullum, en koncert med den fremadstormende violinist Ray Chen samt en koncert med den verdensberømte dirigent Daniel Barenboim og hans West-Eastern Divan Orchestra, der består af arabiske og jødiske musikere, der er musikhusets store bidrag til 2017-året.
»Det er de store, kunstneriske oplevelser, vi er gået efter. Der er flere once in a lifetime-oplevelser,« siger Mette Kier og understreger, at mere er i støbeskeen, men at det først kommer senere.
Interessen fra publikum er der allerede, siger hun. Barenboim-koncerten er udsolgt, ”Tree of Coders”-balletten er på vej til at være det, og også Bier-fortolkningerne er så populære, at der allerede nu er sat to ekstra forestillinger med ”Elsker dig for evigt” i salg.
»Vi har gode erfaringer med at sætte billetter tidligt i salg,« siger Mette Kier, med henvisning til at der allerede nu er gang i salget til musicalen ”Seebach”, ligesom ”Saturday Night Fever”, som Silas Holst danser med i, allerede nu har solgt 33.000 af de 42.000 billetter, der er til salg.
Den har premiere den 19. maj. Billetterne til Anohni bliver dog først sat til salg i marts.