Fortsæt til indhold
Aarhus

Ny sportschef i AGF: Linjen bliver mere dansk

Peter Christiansen overtager jobbet som sportschef i AGF efter Jens Andersson, som ikke ønsker at forlænge sin aftale.

Hvad vil han så, ham den nye? Knap havde AGF annonceret, at svenskeren Jens Andersson stopper i klubben som sportschef, før hans afløser, Peter ”PC” Christiansen blev afæsket et svar på, hvad hans linje er, når det gælder rekruttering af nye spillere til AGF.

Vi har et par positioner, hvor vi synes, vi kan gøre holdet stærkere. ,
Peter Christiansen, ny sportschef i AGF.

Lige nu har AGF ni udenlandske spillere, et skønsomt miks af islændinge, australiere, en kroat, en russer med flere.

»Jeg ser nok for mig en mere dansk, mere skandinavisk linje. Krydret med eksotiske pas nogle forskellige steder på banen. Den base, det kan give, den stabilitet og soliditet, den kræver nok at vi kigger i den retning,« siger Peter Christiansen.

For et års tid siden blev han hentet til AGF som chefscout af sportschef Jens Andersson, hvis afsked i går blev præsenteret på et pressemøde. Inden han kom til AGF, var Peter Christiansen sportsdirektør i Randers FC, og meget peger på, at det er linjen derfra, som den nye sportschef vil følge.

Om årsagen til, at han primært vil se efter danskere, siger han:

»Det kan handle om mange ting. Det kan være spillere, der kender ligaen. Det kan være spillere, der kan kommunikere bedre sammen. Det kan også være spillere, der kommer udefra, men som har noget på spil ved at komme til AGF. Og det kan være danskere eller skandinaver, der skal hjem. Vi må se.«

Mandag forlængede AGF med fire spillere fra den aktuelle stab.

»Det betyder, at der ikke bliver samme afgang, som vi så i sommer. Der er spillere, vi er i dialog med omkring deres fortsatte virke. Det kan sagtens ske, at der kommer nye spillere i januar. Vi har et par positioner, hvor vi synes, vi kan gøre holdet stærkere. Det skal vi have en snak om i næste uge,« siger Peter Christiansen.

Ingen løfter

Han afviste, at han af AGF-direktør Jacob Nielsen allerede ved sin ansættelse blev kørt i stilling som sportschef i AGF.

»Jeg blev ikke lovet noget som helst, da jeg blev chefscout. Det er der mange, der tror, men det gjorde jeg ikke. Jeg var interesseret i chefscout-jobbet, og det har været en fed udfordring i en fantastisk klub,« siger Peter Christiansen.

Det bakker AGF-direktør Jacob Nielsen op.

»Det kan jeg blankt afvise, for det var Jens Andersson selv, der hentede Peter Christiansen ind i sin tid. Det er ganske klogt at have en kronprins på så vigtig en post. Men vi ansatte ikke Peter Christiansen, fordi vi havde aftalt, at Jens Andersson skulle stoppe, da hans aftale løb ud,« siger Jacob Nielsen.

Den afgående sportschef har valgt ikke at begrunde årsagen til sit stop offentligt. Hans aftale udløber i november næste år, og da svenskeren ikke ønskede at forlænge samarbejdet derefter, blev de enige om, at Peter Christiansen lige så vel kunne overtage tjansen med det samme.

En svær beslutning

»Det har været en svær beslutning for mig at tage. Det er det altid, når man skal beslutte sig for noget, der strækker langt ind i fremtiden. Det er meget udramatisk. En gang imellem skilles man. Jeg håber, at I vil respektere, at det er min beslutning. Jeg kommer ikke til at motivere beslutningen. Mere er der ikke i det. Det føles godt for mig, at det er Peter Christiansen, der tager over. Vi har arbejdet rigtigt godt sammen i det seneste år,« siger Jens Andersson, som ikke stopper i AGF, fordi han har et job på hånden.

Heller ikke Jacob Nielsen vil ud med årsagen til svenskerens ønske.

»Af respekt for Jens vil jeg ikke fortælle, hvorfor han vælger at stoppe. Jeg har sagt til ham, at det kan afføde spekulationer, men det er han afklaret med. Det er hans valg. Og jeg kan garantere 100 pct., at vi ikke har bedt ham stoppe. Det er hans ønske ikke at forlænge, og det er fuldstændig udramatisk. Vi har talt om, hvorvidt det giver mening, at han er her i perioden ud, altså et lille års tid. Det er klart, at når vi internt har Peter Christiansen, så giver det god mening, at han overtager. Nu står Jens Andersson til rådighed i januar-vinduet og nok lidt længere frem, men havde det været sådan, at Peter Christiansen ikke havde været her, var vi nok gået en anden vej,« siger AGF-direktøren.