To kvinder plyndret mens de holdt for rødt i Aarhus
To bilister fik smadret bilruden og stjålet deres tasker, mens de holdt for rødt lys i en Aarhus-forstad.
To kvinder fik en yderst ubehagelig oplevelse, da de onsdag formiddag blev udsat for tyveri, mens de holdt for rødt i deres biler.
Da bilerne holdt stille i et lyskryds, kom en mand på scooter kørende op på siden af begge biler, hvor han knuste bilernes siderude, hvorefter han snuppede kvindernes tasker, der lå på et sæde. Herefter drønede scooteren videre.
Første episode skete kl. 11.40 på Lystrup Centervej i krydset ved Sønderskovvej. Den næste skete kort tid efter kl. 11.45 ved Brugsen på Hundekærvej, hvor kvinden lige havde startet sin bil. Da hun kørte væk fra parkeringspladsen, kom en mand på scooter op på siden af hende, knuste sideruden og stjal en taske fra forsædet.
Politiet har endnu ikke anholdt nogen i sagen.