Kæmpe jubel i Thomasminde efter farvel til lufthavnsplaner
Beslutningen om at stoppe lufthavnsprojekt vækker stor jubel hos Thomasminde-beboer og lufthavnsmodstander.
»Det er det bedste, der nogensinde er sagt til mig. Og det må du gerne citere mig for.«
John Hedegaard, beboer i Thomasminde og modstander af en ny lufthavn, var jublende lykkelig, da JP Aarhus onsdag eftermiddag kunne overbringe ham nyheden om, at borgmester Jacob Bundsgaard (S) efter 15 måneders diskussion har besluttet at stoppe projektet om en ny lufthavn i Thomasminde.
»Det er en kæmpe lettelse. Endelig kan vi komme videre herude med de projekter, vi har. Hvor er det bare vildt. Jeg tror sågar, jeg vil drikke lidt alkohol i aften. Måske et glas champagne,« lød det med en høj latter fra John Hedegaard, der ellers ikke drikker alkohol.
Han og de øvrige beboere har hele tiden håbet, at sagen ville dø, efter at flere analyser har påpeget en lang række problemer ved at anlægge en ny lufthavn, og senest har EU vendt tommelfingeren ned til projektet.
»Vi havde regnet med, at det ville ske, men jeg troede, vi skulle trækkes igennem flere måneder endnu, for det har virket som om, at især den blå blok ikke har ville acceptere kendsgerningerne. Derfor er det bare så fedt, at det stopper nu,« siger John Hedegaard.