Stadsdirektør: Dokk1 står forhåbentlig pæn og flot i 2017
Bibliotek og borgerservice kan givetvis bruges, mens skader på Dokk1 bliver udbedret.
Dokk1 lukker ikke, mens prestigebyggeriets problematiske MgO-plader bliver udskiftet, og følgeskaderne bliver udbedret. Og forhåbentlig når aarhushistoriens dyreste anlægsprojekt til ca. 1,9 mia. kr. at være præsentabel til kulturhovedstadårets åbning den 21. januar.
Sådan lyder det fra stadsdirektør Niels Højberg, Borgmesterens Afdeling, som bygningen refererer til.
»Det kan sagtens være, at der bliver stillet stillads op, men vi regner med, at huset skal fortsætte fuldstændigt uhindret, mens vi laver arbejdet,« siger stadsdirektøren, der håber, at Dokk1 ikke vil blive skæmmet af stilladser, mens Aarhus er Europæisk kulturhovedstad i 2017:
»Vi håber, at vi er færdige til kulturbyåret. Det er jo en enorm træls sag, og vi vil rigtigt gerne have, at Dokk1 står pæn og flot til kulturhovedsårets store åbningshøjtidelighed.«
Ca. et halvt års arbejde
Ifølge Tommy Bunch-Nielsen, direktør i Bunch Bygningsfysik A/S, kan det godt nås:
»Det kan det godt, men så skal der tages nogle hurtige beslutninger. Der er et halvt års arbejde i det her.«
Niels Højberg kan ikke sige, hvornår arbejdet med at udskifte vindspærrepladerne går i gang.
»Så snart som muligt, når vi har afklaret forsikringssagen,« siger han og henviser til, at MgO-problematikken er anmeldt til både projekt- og entrepriseforsikringen, og at først når denne sag er afklaret, vil pladerne blive skiftet.
Han ser således gerne, at der kommer en hurtig afklaring i forsikringssagerne.