Sukkersygepatienter skal sikres bedre behandling
Region Midtjylland og Novo Nordisk Fonden vil etablere Steno Diabetes Center Aarhus, som skal sikre bedre behandling af alle regionens diabetes 1-patienter.
Ligegyldigt hvor man bor i Region Midtjylland, skal alle diabetes 1-patienter have et løft i behandlingen af deres sygdom.
Det er visionen bag etableringen af Steno Diabetes Center Aarhus, som Region Midtjylland og Novo Nordisk Fonden i øjeblikket arbejder sammen om. Det planlagte center skal placeres i en selvstændig, ny bygning i Skejby ved Aarhus Universitetshospital.
Regionsrådet i Region Midtjylland har sagt ja til at gå videre med projekteringen af centeret, som skal sikre bedre behandling til alle sukkersygepatienter.
»Det vil betyde rigtig meget for primært diabetes 1-patienter i den vestlige del af Danmark. Ved at samle behandlingen et sted vil det også betyde en centralisering, men der vil blive en bedre behandling af patienterne, når alle kompetencer samles,« siger formanden for hospitalsudvalget i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S).
Det endelige visionsoplæg til projektet forventes behandlet på regionsrådets møde den 24. august 2016 og i Novo Nordisk Fondens bestyrelse den 6. september 2016.
Region Midtjylland kender ikke økonomien i samarbejdet endnu. Til sammenligning er Novo Nordisk Fonden i gang med et lignende projekt i København, hvor Steno Diabetes Center Copenhagen skal stå færdigt ved Herlev Hospital i 2020. Novo Nordisk Fonden har til det arbejde doneret 2,8 mia. kr., oplyser Region Midtjylland.
Ud over en ny bygning vil Novo Nordisk Fonden, som bl.a. ejer insulinproducenten Novo Nordisk A/S, donere penge til bl.a. forskning, uddannelse og supplerende behandling i evt. en 10-års periode.
»Derefter kan vi stå med en udfordring, men det må vi tage til den tid,« siger Anders Kühnau.
Det er en forudsætning for samarbejdet, at Region Midtjylland fortsat finansierer eksisterende drift, dvs. behandling, forskning og uddannelse som i dag.
Regionen har tidligere samarbejdet med private virksomheder i forbindelse med fondsdonationer.
Region Syddanmark har ligeledes indledt et samarbejde og befinder sig på samme stadie i projektet som Region Midtjylland, fremgår det.