Fortsæt til indhold
Aarhus

SF vil have Aarhus Kommune til redde Museum Ovartaci

Med en kommunal driftstøtte på 1,5 mio. kr. og frivillig indsats håber SF på at redde det lukningstruede museum på psykiatrisk hospital i Risskov.

Står det til SF i Aarhus skal Museum Ovartaci reddes fra lukning med kommunale midler.

Partiet foreslår, at Aarhus Kommune årligt finder 1,5 mio. kr. til at drive museet, som står til lukning i slutningen af 2016, da Region Midtjylland ikke længere kan drive det.

»Vi foreslår, at kommunen skal give drifttilskud, så man ikke starter kulturåret med at lukke et museum. Museet fortæller historien om, hvordan man behandler psykisk sygdom, og det er vigtigt. Vi tror på, at 1,5 mio. kr. i driftsstøtte er nok, fordi der er masser lokalt frivilligt engagement og støtteforeninger, der er med til at drive museet,« siger SF's politiske leder og socialrådmand Thomas Medom.

Museum Ovartaci, der ligger på Aarhus Universitetshospital, Risskov, huser en af Europas største samlinger af kunst, skabt af psykisk syge.

Region Midtjylland har solgt området i Risskov til en ejendomsudvikler, som til gengæld opfører et nyt psykiatrisk hospital i Skejby, og Region Midtjylland har sparet driften af museet væk i budgettet for 2017.

»Ovartaci er et vigtigt element i kommunens beskæftigelsesindsats for borgere med psykiske problemstillinger, som ønsker at få afklaret deres arbejdsmæssige ressourcer. En del af medarbejderne er udsatte borgere. De er ansat som en del af museets socialpsykiatriske og holdningsbårne profil. Andre er førtidspensionister med behov for pædagogisk vejledning og støtte. Museets fordel er, at det har mulighed for at skabe et miljø på samme vilkår og med samme værdier som på en almindelig arbejdsplads,« siger Thomas Medom.

SF vil i dialog med ledelsen af Museum Ovartaci, foreningerne bag museet og byrådets andre partier for at finde en fremtidig placering af museet, herunder muligheden for, at det forbliver placeret i Risskov.

Ud over 1,5 mio. kr. til den daglige drift foreslår SF, at Aarhus Kommune presser på for, at staten involverer sig i Museum Ovartacis fremtidige drift, og at kommunen ansøger om støtte til museet som kultur- og uddannelsesinstitution.

Samtidig ønsker partiet at afsøge mulighederne for, at Museum Ovartaci kan indgå i et partnerskab eller fusionere med Aros Kunstmuseum.