Glimt af fortiden i et ”mat, begærligt øje”
Kirkegården, hvor over 2.000 patienter, på hvad der hed Sindssygeanstalten v. Aarhus, ligger begravet, rummer alt, hvad der betinger ægte romantik.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I denne tid med reklameflimrende superindividualisme udmøntet i hedonistisk selvudfoldelse – grænseløst forøget af digitale medier – er det meget svært at argumentere for, hvad der ligger uden for og specielt over den enkelte.
Når det pekuniære og bastant håndgribelige bestemmer, mister det uhåndgribelige og det ikkemålelige sin betydning.
”Der er frit valg på alle hylder”.
Venstre-regeringens plan om at give vore skønne, vilde og smilende kyster fri til bebyggelse (feriecentre, badelande og penthouseboliger) er en skarp illustration af ovenstående.
Frihed under ansvar afløst af, at jeg kan gøre, som det passer mig.
Uberørte, vidtstrakte kyster med det mytiske møde mellem strand og hav er nu for intet at regne mod min havudsigt fra mit vindue! Ingen respekt for de generationer lige før os, der har fundet det vigtigt at beskytte vores kyster mod den ”rivende udvikling”.
At det netop i sådanne tider er nødvendigt at tage vare på fædrelandets naturlige og historiske herligheder, viser planerne om tæt bebyggelse af Risskov-hospitalets gamle kirkegård.
Ægte romantik
Kirkegården, hvor over 2.000 patienter, på hvad der hed Sindssygeanstalten v. Aarhus, ligger begravet, rummer alt, hvad der betinger ægte romantik. En for længst nedlagt gravplads med smuldrende bene, tidens forfald mod evigheden, alt sammen indfattet i en guldalderramme af skov, bugt og skrænter. Endda kronet af G. Bindesbølls historicistiske hospitalsbygning som et kloster i herregårdsstil. Sådan en morgen, hvor tågetotter svæver over gravstenene, der for nylig ved en kærlig restaurering er sat på skrå mod øst. Bugten glimter allerede som et blåt bånd, mens Skødshoved stadig hylles i dis.
Det er nogle af denne verdens mest ydmyge, der ligger på vor kirkegård. Selvom de færreste i dag har gravsten, må de tjene os i dag som et mene tekel.
Her hører Jacob Knudsens majestætiske morgensalme, skrevet andetsteds på den afvekslende østjyske kyst, hjemme: »Se, nu stiger solen op af hav på ny, alle dødens skygger for evig fly!«
Men en anden gud skal bestemme her. Kirkegården kan være 100 mio. kr. værd, sikkert allerede indregnet i hospitalsområdets salgspris. Altså skal her bygges tæt: 500 lejligheder – vel ikke alle kan få havudsigt.
Økonomisk er sagen som sædvanlig afgjort på forhånd. Dertil sætter den socialdemokratiske formand for Teknisk Forvaltning, hr. Würtz, trumf på: »Lokalplanforslaget er (allerede) langt i forberedelserne«.
Vigtig del af helheden
Kirkegården, skrånende ned mod bugten, er en vigtig del af hospitalsområdets bevaringsværdige historiske helhed. Dertil også en herlighed til for Aarhusbugten.
Spejlende tidligere tiders rang/stand ligger Risskov Hospitalets fire overlæger til 1945 øverst på bakken, tronende over de mange patientgrave. De ligger under hver sin oprejste kampesten i et evigt overlægemøde.
Især må bemærkes benene her; af Harald Selmer, der grundlagde Risskov Hospital i 1852. Foregangsmand for ”moderne” dansk psykiatri med human og regelret behandling af sindssyge.
Men udover regler, pleje og beroligende piller havde man ikke så meget at gøre godt med de første ca. 100 år. Selmers mønsterhospital endte, som alle de andre, med at blive et overfyldt opbevaringssted for uhelbredelige. Da kirkegården nedlagdes sidst i halvtredserne, havde de gamle hospitalsbygninger ca. 8-900 patienter.
Ensom begravelse
Mange indlagte patienter kom til at tilbringe resten af deres dage, 50-60 år, på hospitalet. Indtil en ensom begravelse på kirkegården, glemt eller rettere tiet ihjel af omverdenen.
Dengang var der uden for murene social nød for de fleste, især ved elendige boligforhold.
Indlysende må her nævnes Museum Ovartacis navnefar Ovartaci (Overtossen), døbt Louis Marcussen, der dog ligger på den ”rigtige” Risskov Kirkegård. Hans 56 års indlæggelse indtil 1985 blev et langt, kunstnerisk virke. De mange og fantastiske værker kan (endnu) ses på hans museum.
Det er nogle af denne verdens mest ydmyge, der ligger på vor kirkegård. Selvom de færreste i dag har gravsten, må de tjene os i dag som et mene tekel. De var livsfanger, kunne man sige, dømt til en ond skæbne. I dag er det måske os nulevende, der er blevet livsflygtninge, hvor evigheden består i jagt på næste forbrugsfest/oplevelsestrip, altid ledt af ”et mat, begærligt øje”, som vi nu også måler det umålelige, fædrelandets skønhed og minde, med.