Ældreområdet presses af flere gamle borgere
Flere ældre giver udfordringer med at få pengene til at slå til i Aarhus Kommunes afdeling for sundhed og omsorg.
De økonomiske udfordringer på Aarhus Kommunes ældreområde står i kø.
Den gode nyhed er godt nok, at flere af byens ældre bliver netop ældre. Men det presser pengekassen på rådhuset. For i takt med at de ældre lever længere, så er der også flere i aldersgruppen, som har længere tids sygdom og behov for hjælp.
»Samtidig ser vi hurtigere udskrivninger fra hospitalerne, flere akutte behandlinger og meget mere genoptræning. Det giver et kæmpe pres, som vi ikke kan klare inden for den nuværende økonomi,« siger ældrerådmand Jette Skive (DF).
Afdelingen for sundhed og omsorg i Aarhus Kommune har set på det samlede økonomiske billede for området over de kommende år. Problemerne er store i det nuværende budgetforlig frem til 2019, men derefter kommer der endnu flere udfodringer med at få økonomien til at hænge sammen, fremgår det af tallene.
Ud over det stigende antal ældre borgere over 80 år er en anden stor udfordring, som sundhed og omsorg kan imødese, en større vækst i antallet af ældre handicappede. For også handicappede lever længere, og det betyder, at væksten i antallet af ældre handicappede langt overstiger kompensationen fra kommunens interne budgetmodel på dette område. Udgiften til flere ældre handicappede forventer kommunen vil være knap 48 mio. kr. mere end den nuværende økonomiske aftale kompenserer for i 2019.
Overordnet har sundhed og omsorg i øjeblikket et budget, som viser et samlet økonomisk hul i afdelingen på 138 mio. kr. i 2019.
Ramme kernevelfærden
En anden del af udfordringerne er det omprioriteringsbidrag på 1 pct., som regeringen har indført. Bidraget betyder, at sundhed og omsorg skal aflevere over 80 mio. kr. i både 2018 og 2019.
Godt nok bliver afdelingen i den nuværende aftale kompenseret med 44 mio. kr. fra den såkaldte Velfærdsmilliard fra staten. Men her har byrådet internt besluttet at en del af de penge, 20,4 mio. kr., skal leveres tilbage til kommunens fælleskasse.
»Derfor bliver det de ældre, som kommer til at betale for dette endnu engang. Det vil ramme kernevelfærden, men vi råber vagt i gevær. Vi har i marts konstateret, at vi står over for voldsomme udfordringer. Nu håber vi, at vi kan skaffe pengene ved at samle mange økonomiske bække små. Ældre-afdelingen har iværksat besparelser allerede i år, men det bliver langt fra nok,« fastslår Jette Skive, som overvejer flere udliciteringer til private virksomheder af ældrepleje eller beskæringer i den kommunale service.
»Det ser sort ud, og det vil ramme kernevelfærden,« siger Jette Skive.
Sundhed og omsorg har i år bl.a. reduceret medarbejderstaben på ledelsesområdet, skåret ned på antallet af møder i samarbejdsorganisationen mellem ledelse og medarbejdere, beskåret antallet af administrative byrder og ændret en lang række arbejdsgange med det formål at skære udgifterne ned.
Kommunen håber også, at sygefraværet blandt medarbejderne bliver mindre, og at indførelsen af velfærdsteknologi vil være med til at sikre mere selvhjulpne borgere.
Formanden for fagforeningen FOA i Aarhus, Kirsten Normann Andersen, er enig med rådmanden i, at afdelingens økonomi er presset.
»Vi er meget optaget af de kommunale budgetter, som betyder, at kommunerne generelt er pressede på alle områder. Man kan ikke løse opgaverne med de ressourcer, som stilles til rådighed,« siger Kirsten Normann Andersen, der forventer demonstrationer landet over i maj med det formål at få regeringen til at tilføre flere penge til kommunerne.
Rådmand Jette Skives overvejelser om mere udlicitering af ældreplejen til private aktører afvises af FOA Aarhus-formanden.
»Ældreplejen kan kun gøres billigere, hvis man har færre ansatte eller sætter medarbejderne ned i løn. Det er ikke en brugbar løsning,« siger Kirsten Normann Andersen.