Rådmand overvejer udlicitering
Økonomien på ældreområdet i Aarhus er så presset, at rådmand Jette Skive (DF) vil udlicitere en større del af ældreplejen, hvis underskuddet i afdelingen vokser.
Byrådet må afsætte flere penge til de ældre i Aarhus Kommune eller stemme ja til, at en større del af ældreplejen fremover skal leveres af private virksomheder.
Det fastslår rådmanden for sundhed og omsorg Jette Skive (DF), som i øjeblikket arbejder på at finde den sidste del af de nødvendige besparelser på ældre- og sundhedsområdet fra 2017.
Magistraten for sundhed og omsorg har allerede iværksat besparelser for 306 mio. kr. frem mod 2019, men det rækker ikke, og alene for 2017 mangler der at blive fundet besparelser for op mod 73 mio. kr.
Hvis økonomien fortsætter i denne retning, bliver et helt område af ældreplejen eller en del af hjemmeplejen sendt i udbud.Jette Skive, , ældrerådmand (DF)
Så mange penge kan afdelingen ikke finde selv, konstaterer Jette Skive.
»Borgerne lever længere, men samtidig får vi færre penge til at pleje dem. Derfor er der en ret trist fremtid på ældreområdet, hvis ikke vi får flere penge tilført vores budget. Udviklingen vil ramme kernevelfærden, så hvis økonomien fortsætter i denne retning, bliver et helt område af ældreplejen eller en del af hjemmeplejen sendt i udbud. Der er ikke andre muligheder,« siger Jette Skive.
Peter Hegner Bonfils (EL), formand for sundhed og omsorgsudvalget i Aarhus Kommune, finder rådmandens udmelding bekymrende. Bl.a. fordi den nuværende udlicitering af lokalcenter Bøgeskovhus i Viby ikke har været uden problemer.
»Derfor skal rådmanden nok vente med at tage sorgerne på forskud. Nu må vi se, hvordan forhandlingerne omkring budgetforliget ender til efteråret. Hvis der er politisk vilje i byrådet til at tilføre ældreområdet flere penge, så løser det en del af udfordringerne,« siger Peter Hegner Bonfils, der er enig med Jette Skive i, at der er problemer med økonomien på hele området.
»Alle kommunens lokalområder har røde tal i regnskaberne, så der er et strukturelt underskud på hele ældreområdet i Aarhus Kommune,« siger han.
Årsagerne til den pressede økonomi på ældreområdet er flere. Regeringens såkaldte omprioriteringsbidrag betyder, at den varige effekt fra 2019 og frem er et årligt tab på ca. 68 mio. kr., som sundhed og omsorg skal finde besparelser for. Derudover vokser antallet af ældre og ældre handicappede i Aarhus Kommune mærkbart i de kommende år. Den udvikling kompenseres sundhed og omsorg ikke fuldt for i kommunens nuværende interne budgetmodeller.
»Hvis vi skal kunne imødegå det pres, skal vi alene af den grund finde effektiviseringer i 2019 på 125 mio. kr.,« siger Jette Skive.