Fortsæt til indhold
Aarhus

AAB skal bygge almene boliger i Risskov Brynet

Aarhus Kommune har netop kåret den første vinder af en konkurrence om byggeriet af almene boliger. Det er den første konkurrence ud af flere, der skal sikre en endnu højere kvalitet i de almene boligprojekter.

Det bliver Arbejdernes Andels Boligforening, der skal opføre 62 ungdomsboliger, 10 handicapboliger og 34 familieboliger i Risskov Brynet. De har vundet Aarhus Kommunes projektkonkurrence om at opføre de 160 almene boliger i den nye bydel.

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Det er første gang, at Aarhus Kommune afholder konkurrencer af den karakter og i de kommende år vil flere almene boligprojekter bl.a. i Knudrisgade, i Saltholmsgade og i Aarhus Ø også blive konkurrenceudsat. Det sker for at højne kvaliteten i byggeriet af de 1.600 almene familieboliger, som bliver opført i Aarhus Kommune de kommende år.

Resultatet af den første konkurrence glæder rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz.

»Jeg synes, at vinderprojektet er meget vellykket. Projektet giver kvarteret nogle rigtig gode boliger, som helt almindelige aarhusianere har råd til at bo i. Samtidig er projektet udformet på en måde, så det giver noget tilbage til kvarteret. Bygningerne er med til at skabe gode byrum og mødesteder for beboerne, og det er netop tanken bag konkurrencerne om nye boligprojekter, fordi vi skal bygge god by,« udtaler Kristian Würtz (S).

Også direktør i AAB, Anders Rønnebro mener, at konkurrencen har en positiv indflydelse på projekterne.

»Der er jo ingen tvivl om, at når Aarhus Kommune lader en konkurrence afgøre, hvem der skal bygge, så tvinger man boligforeningerne til at tænke sig ekstra godt om. Man får helt sikkert bedre kvalitet for skattekronerne, men det er vigtigt, at Aarhus Kommune har en åbenhed om konkurrencevilkårene og sikrer, at alle bagefter kan se, hvorfor vindere vandt og taberne tabte. Kun på den måde bliver vi alle klogere til næste gang, der udskrives en konkurrence,« udtaler Anders Rønnebro.

Modellen med konkurrenceudsættelse vil også fremover blive anvendt ved almene boligprojekter, hvor det er vurderingen, at kommunen har en interesse i, at få den højest mulige kvalitet i forbindelse med eksempelvis arkitektur eller byrum.