Fortsæt til indhold
Aarhus

Byggefest sender milliarder i kommune- kassen

Salg: På halvandet år har Aarhus Kommune solgt byggegrunde for over 1 mia. kr. AP Pension er blandt køberne og lurer på mere.

Peter Simonsen

Jagten på afkast har fået landets pensionsselskaber og andre store investorer til at skrue massivt op for investering i nybyggeri, og det kan mærkes i Aarhus.

Sidste år solgte Aarhus Kommune grundarealer for rekordhøje 550 mio. kr., og i år ser tallet ifølge Bente Lykke Sørensen, der er chef for kommunens afdeling for byudvikling og mobilitet, ud til at blive endnu større.

Alene på Aarhus Ø blev der i fjor afsat byggeretter til en værdi af knap 300 mio. kr., og i samme byområde er der netop nu igangværende salg for en kvart milliard kroner. Dertil kommer en lang række andre projekter, som kommunen har i udbud.

»Vi sælger meget i de store byudviklingsområder. Der er en klar tilkendegivelse fra investorer om, at Aarhus er en attraktiv by at investere i,« siger Bente Lykke Sørensen.

Sammenlagt har kommunen solgt byggegrunde for over 1 mia. kr. det seneste halvandet år. Investorerne, som har sikret sig de mest eftertragtede arealer på f.eks. Aarhus Ø og Godsbanen, vil opføre boligprojekter for over 7,5 mia. kr.

»Det er et kæmpe beløb, som er med til at skabe vækst og arbejdspladser i Aarhus,« siger Bente Lykke Sørensen.

En af de pensionskæmper, som har kastet sin kærlighed på Aarhus, er AP Pension, der i januar købte en del af grunden på Bryggervej – kaldet Risskov Brynet – af kommunen og vil opføre boliger for 1 mia. kr.

Boliger til høj og lav

Fordi man kan købe grunde direkte af kommunen og bygge boliger med egen entreprenør, er det muligt at tilbyde boliger til høj som lav og få det afkast, man forventer, mener Peter Olsson, ejendomsinvesteringschef i AP Pension.

»Det er ingen kunst at bygge dyrt og flot, men vi vil have en variation af billigere boliger, som kan tiltrække et bredt segment af borgere. Rammer vi kun de velstillede, står vi med et mere usikkert produkt, fordi køberskaren er mindre,« siger Peter Olsson.

Første spadestik er taget til de knap 500 nye lejligheder, som AP Pension vil opføre på Risskov Brynet og leje ud, og pengekassen er ikke tom, understreger Peter Olsson.

»Vi kigger på adskillige andre projekter i Aarhus. Med den udvikling, som byen er inde i, og vores gode samarbejde med kommunen, er det bestemt ikke urealistisk, at vi skal investere yderligere,« siger han.