SK Aarhus skal ud i sæsonens vigtigste kampe
I to playoffkampe mod Lyngby bliver det afgjort, om SK Aarhus i næste sæson er at finde i ligaen eller 1. division.
I løbet af de næste otte dage skal SK Aarhus spille sæsonens to vigtigste kampe.
Efter to playoffkampe mod Lyngby vil det ligge fast, om SK Aarhus i næste sæson kan se frem til at møde hold som FC Midtjylland og Viborg – eller om det i stedet bliver Vendsyssel og Hadsten på ugentlig basis.
Søndag spiller SK Aarhus den første af de to kampe om en plads i ligaen, når klubben rejser til det sjællandske for at møde Lyngby.
Jesper Holmris, træner for SK Aarhus, har en klar forventning om, at klubben efter de to kampe stadig vil kunne skrive ligahold på cv’et.
»Jeg vil vurdere, at vi er et noget stærkere hold end Lyngby, der dog har nogle fine spillere på holdkortet. Vi havde en god afslutning på grundspillet med sejre i to af de sidste tre kampe, og samtidig har spillerne trænet solidt de seneste uger. Så jeg føler mig overbevist om, at vi vinder over to kampe mod Lyngby,« siger han.
Dramatiske kampe
Playoffkampe har oftest sit eget liv og kan derfor ikke sammenlignes med traditionelle kampe i grundspillet. Sådan er det især i playoffkampe, der afgør op- og nedrykning, forklarer Jesper Holmris.
Han tænker især tilbage på de dramatiske kvalifikationskampe mellem Skanderborg og Randers’ herrer i sidste sæson, hvor Skanderborg til allersidst reddede sit liv i ligaen.
»De kampe burde slet ikke have været så tætte, som de endte med at blive. Skanderborg var et langt bedre hold end Randers, men i den type højspændte kampe kan der hurtigt gå nerver i det hele, og meget af spillet kan blive forkrampet. Det håber vi naturligvis ikke kommer til at ske mod Lyngby,« siger SK Aarhus-træneren.
Hvert mål tæller
Kampene mod Lyngby spilles, som var det europæiske kampe, altså hvert mål tæller, og når de to kampe er spillet, ser man på det samlede resultat.
En af SK Aarhus’ største profiler, Anna Sophie Okkels, har gennem meget af karrieren måttet sidde uden for med skader, og i de sidste kampe af grundspillet var hun ligeledes på sidelinjen med en brækket finger.
Endnu er det uvist, om Anna Sophie Okkels kommer til at være med i kampene mod Lyngby, men i løbet af denne uge har hun igen begyndt skudtræningen, og derfor håber Jesper Holmris, at hun når at blive klar til de altafgørende kampe.
»Det er især tvivlsomt, om hun bliver klar til den første kamp mod Lyngby. Den afgørelse bliver først truffet tæt på kampstart. Til den anden kamp føler jeg mig overbevist om, at hun er med, selv om man naturligvis ikke skal risikere noget. Bliver det sådan, at vi skal undvære Anna Sophie, skal det nok gå alligevel, for til sidst i grundspillet præsterede vi uden hende på holdet,« siger han.
Rolig træner
Skulle det ske for SK Aarhus, at klubben rykker ud af landets bedste håndboldrække, vil det kritiske blik nok hvile på Jesper Holmris, der har flere landsholdsspillere i truppen og samtidig har højrefløjen Lina Rask, som statistisk set er den bedste på sin position i dameligaen og derfor for nylig kom på ligaens allstars-hold.
Jesper Holmris føler dog ikke større pres på ham personligt forud for playoffkampene.
»Men det er da klart, at det er nogle kampe om at undgå nedrykning, og derfor er der et vist pres. Det er dog ikke noget, jeg føler er overvældende, også fordi jeg er ret sikker på, at vi vinder,« siger han.