Fortsæt til indhold
Aarhus

Teenagekomet skal lære at leve mere professionelt

Håndbold: Målmanden hos Århus Håndbold, Emil Nielsen, har den højeste redningsprocent af alle i ligaen, men han kæmper hårdt med at holde den fysiske form.

Mikkel Hemmer-Hansen

Målmand Emil Nielsen bukkede sig ned for at tale med den lille dreng, der stod lidt genert op ad sin mor i gangen under Ceres Arena.

»Skal du også være målmand, når du bliver stor?,« spurgte han en lille gut, der stod i en Århus Håndbold-trøje.

Århus havde netop slået topholdet Team Tvis, og nu ville drengen gerne have en autograf på en miniudgave af den svedige blå målmandstrøje, som Emil Nielsen selv havde på.

Emil Nielsen er allerede blevet en profil for Århus Håndbold, selv om han stadig er så ung, at der er lyse dun på kinderne i stedet for skægstubbe.

Vi går lige på og hårdt med spørgsmålene til den 18-årige målmand.

Er du den bedste målmand i ligaen?

»Det ved jeg ikke. Jeg står bag et rigtig godt forsvar, og det betyder rigtig meget,« siger Emil Nielsen.

Emil Nielsen har, ifølge ligaens officielle statistikdatabase, den højeste redningsprocent af alle målmænd med en redningsprocent på 39.

»Er jeg den bedste målmand i ligaen? Det ved jeg sgu ikke. Det er svært at svare på ud fra tal,« siger Emil Nielsen.

”Emil Stabil” bliver han kaldt nogle steder efter den aarhusianske rapper, der fik sit gennembrud i 2014 med nummeret ”Er Det En Fugl?”

Samtidig med at det nummer blev spillet mere og mere, begyndte Emil Nielsen at røre på sig i Århus Håndbold. I sæsonen 2014/15 fik han de første minutter, og siden er det gået stærkt.

Nu har han overtaget førertrøjen i det aarhusianske mål fra Jens Fredsgaard. Det bekræfter træner Erik Veje Rasmussen.

»I øjeblikket er det Emil, der starter i målet, og det er stabilt, og så er det fristende at lade være med at røre ved det. Jens kommer fint ind fra bænken, og Emil gør det godt fra start, og så skal man ikke røre ved det. Sådan er det lige nu, men hvordan det bliver resten af sæsonen, aner jeg ikke,« siger Erik Veje Rasmussen.

Emil Nielsen har en særlig evne til i perioder nærmest at køre et gitter ned foran buret. Det skete også torsdag aften i 27-22-sejren over Team Tvis Holstebro.

»Jeg plejer altid at have en periode på 5-10 minutter, hvor der ikke går mål ind. Det er meget fast, og det sker nærmest i hver kamp. Jeg ved ikke, hvad der sker, men det sker bare,« siger Emil Nielsen.

Et kæmpe talent. En potentiel A-landsholdsspiller. Han kan gå hele vejen, lyder det, når man spørger om potentialet.

Kan han holde det høje niveau?

»Jeg tror, at han vil bygge yderligere på. Han er begyndt at arbejde benhårdt til træningen og få den fysiske del med. Jeg tror bare, at han bliver bedre og bedre,« siger den tidligere målmand Jan Nielsen, der i dag er direktør i Århus Håndbold.

Ifølge dåbsattesten er han stadig ungdomsspiller, og det er sjældent, at unge målmænd gør det så godt.

»Normalt topper målmændene først, når de er lidt ældre, så det er forbavsende, at han kan gøre det så godt nu. Han skal nok få en stor karriere,« siger Erik Veje Rasmussen.

Håndboldeksperten Bent Nyegaard betegner Emil Nielsen som et af de største talenter i ligaen. Men han løfter også en pegefinger i forhold til den unge mands fysisk. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Emil Nielsen har ingen forklaring på sit høje niveau.

»Hvis jeg havde en hemmelighed, kunne jeg sælge den. Måske passion og energi. Jeg synes, at det er det fedeste i verden at spille håndbold,« siger Emil Nielsen.

Alle er imponeret over 18-årige Emil Nielsens evner inde på banen.

»Jeg har aldrig oplevet en ung spiller, der er så dominerende. Han har overrasket alle. Allerede i sidste sæson kunne man se, at han godt kunne være med på dette niveau, og i denne sæson har han løftet sit niveau yderligere. Hvis han gør noget for det, kan han komme rigtig langt. Men det kræver, at han selv vil det,« siger bagspilleren Kasper Olsen.

Håndboldeksperten Bent Nyegaard betegner ham som et af de største talenter i ligaen. Men han løfter også en pegefinger i forhold til den unge mands fysisk.

»Han er nok det største talent af alle. Men du må godt citere mig for, at det er bekymrende, at han har taget for mange kilo på. Det er ikke et godt tidspunkt at gøre det midt i en sæson,« siger Bent Nyegaard.

En problematik, som Emil Nielsen godt er klar over.

»Jeg har hørt det før. Alle har udfordringer, og det er nok min udfordring. Andre har sværere ved at tage bolde, end jeg har. Jeg har svært ved at holde vægten, tabe mig og holde den fysiske træning. Men det går fremad,« siger Emil Nielsen.

Er det hårdt arbejde?

»Ja. Jeg skulle løbe 60 gange op og ned af trapperne inde i Arenaen efter træning i tirsdags. Det var forfærdeligt, men der er en grund til, at jeg gør det, og de andre spillere ikke skal gøre det. Det er lidt selvforskyldt,« siger Emil Nielsen.

Han arbejder tæt med klubbens fysioterapeut Morten Frank, der også er tilknyttet ungdomslandsholdet, hvor Emil Nielsen også spiller.

»Lige så ung en dreng han er uden for banen, lige så moden virker han inde i det mål. Når han først er i målet, er han ekstremt dedikeret, så handler det kun om at tage bolde. Så har vi lidt udfordringer ved siden af med at lære, hvad det vil sige at være professionel håndboldspiller,« siger Morten Frank.

Emil Nielsen er stadig teenager med stort T.

Det kan nogle gange godt være svært at komme i seng og endnu sværere at stå op. Kosten er til tider for usund, og motivationen og rygraden til at tage ned i styrkelokalet på egen hånd er ikke altid den bedste. Ur og mødetider er heller ikke altid i sync.

Altså en gennemsnitlig teenagedreng.

Men det harmonerer bare ikke så godt med at spille i håndboldligaen.

»Han har gjort det godt som målmand i mange år, uden at tænke på sengetider og hvad han spiser. Men nu er han oppe, hvor niveauet er højere, og så bliver det vigtigere, også for at undgå skader. Vi er mange, der gerne vil hjælpe ham med at få mere struktur på hverdagen. Det handler om at få ham til at lære og forstå, hvorfor det er vigtigt at veje så og så meget og passe sin sengetid og sin fysiske træning,« siger Morten Frank.

En god dreng

Sammen lægger de to træningsplaner og laver aftaler for de dage, hvor truppen ikke er samlet til træning. Nogle gange mødes de i styrketræningslokalet til eneseancer.

»Det handler ikke om, at han skal veje sin mad. Det handler om basale ting, som at få en madpakke med, så man ikke bliver fristet at det lette og usunde,« siger fysioterapeuten, der er meget glad for samarbejdet.

»Han er en god dreng, og han vil det her virkelig gerne. Lige nu er vi inde i en god periode, hvor han får trænet godt og spist godt. Alle kan se, at det hjælper inde på banen. Det handler om, at han selv får øjnene op for, at det giver noget ekstra, så det ikke bare er folk udefra, der står og banker ham i hovedet med gode råd,« siger Morten Frank.