Sidste år regnede hun ikke med, at evnerne rakte til verdenseliten
Atletik: Ved årets afslutning ligger Sara Slott Petersen som nummer tre på verdensranglisten i 400 m hæk, og hun satser på at holde niveauet frem mod OL i Rio.
Stille og roligt har Sara Slott Petersen forbedret sine resultater i løbet af 2015.
Eller “stille og roligt” er vel nok lige så meget en underdrivelse som den evaluering, Sara Slott Petersen selv giver af sine sportslige præstationer i 2015:
»Det er da gået meget godt, som man udtrykker det på jysk,« siger hun og uddyber:
»Nej. Det er selvfølgelig noget pjat. Det er gået over al forventning. Det kan faktisk være lidt svært for mig at sætte ord på, hvordan dette år har udviklet sig. Jeg har følelsen af, at det har været stolpe ind hele vejen igennem,« siger hun.
Startskuddet til et bragende 2015 blev affyret den 20. juni under et stævne i Bulgarien, hvor Sara Slott Petersen satte dansk rekord i 400 m hæk med tiden 55,13 sekunder. Ugen efter var den så gal igen, da hun forbedrede rekorden til 54,79 sekunder, og ved et Diamond League-stævne ugen efter i Paris leverede hun sin bedste tid nogensinde, da hun vandt stævnet og kom under de magiske 54 sekunder på 400 m hæk med tiden 53,99 sekunder. Altså en forbedring på hele 1,14 sekunder på tre uger.
»Det er højdepunktet rent sportsligt dette år. Det var virkelig stort. Stævnet i Paris faldt sammen med, at 70 ungdomsmedlemmer fra klubben (Aarhus 1900, red.) var på sommertur hernede, så de var alle sammen inde at se mig løbe. Det var så fedt,« siger hun.
En sikker VM-finale
Med denne præstation var der lagt op til et brag af et VM, hvor forventningerne til den 27-årige hækkeløber var skruet godt op. Både af hende selv, tilskuerne og pressen.
Jeg har følelsen af, at det har været stolpe ind hele vejen igennem.Sara Slott Petersen, hækkeløber
I semifinalen var hun dominerende, og i den afsluttende spurt slog hun verdensranglistens nummer et, Kaliese Spencer, og det sikrede hende det bedst mulige udgangspunkt i finalen. Her glippede det dog, og Sara Slott Petersen måtte tage til takke med en plads lige uden for podiet.
Selv om en fjerdeplads ved et VM for de fleste er aldeles godkendt, så er VM-stævnet i Beijing den sportslige præstation i 2015, som Sara Slott Petersen er mindst tilfreds med.
Men det er ikke fjerdepladsen, hun er utilfreds med. Der er derimod hendes egen præstation, som hun mener, lå et godt stykke under det niveau, som hun præsterede tidligere på sæsonen.
Troede ikke på det
Da Sara Slott Petersen som 14-årig startede i Aarhus 1900, blev hun efter kort tid spået en stor fremtid inden for hækkeløb.
Allerede efter få års træning vandt hun guld ved ungdoms-OL i Paris, og i 2008 blev hun udråbt til årets olympiske håb.
De helt store resultater lod dog vente på sig, og det var først i 2015, at hun for alvor formåede at blande sig i verdenseliten. Og det er der ifølge hende selv en god forklaring på.
Kort efter OL i London i 2012 annoncerede hun, at hun sammen med kæresten, Thomas Cortebeeck, der er tidligere hækkeløber på eliteniveau, skulle have et barn, og i oktober 2013 fik de sønnen Tobias.
»Det er, som om der er noget, der er faldet på plads for mig, efter vi har fået et barn. Selv om det lyder lidt som en kliché, så hviler jeg bedre i mig selv nu, hvor der er vigtige ting, der er faldet på plads i mit liv. Man skal ikke undervurdere, hvor meget det mentale spiller ind,« siger Sara Slott og fortæller, at det også har medvirket til, at hun er blevet meget bedre til at håndtere nederlag.
Inden 2015-sæsonen havde hun mere eller mindre affundet sig med, at hun måske aldrig kom til at befinde sig blandt de allerbedste i verden, og denne afslappede erkendelse kan også have spillet ind, mener hun.
Et godt 2016
Inden Sara Slott Petersen og de andre danske sportsudøvere drager mod det kommende OL i Rio til august, så er der et par andre ting, som aarhusianeren skal have på plads.
Hun skal nemlig deltage i Diamond League-stævnerne samt EM i Amsterdam i juli.
»Det er selvfølgelig til OL, at jeg gerne vil toppe. Men jeg satser også på at kunne levere resultater til de andre stævner. Men lad os nu se, mine konkurrenter vil jo også gerne toppe til OL, så der bliver helt sikker kamp om podiepladserne,« siger hun og understreger, at det helt store mål for 2016 er en podieplads ved OL.