Ny app gør det lettere at søge rejserefusion
Iværksætter fra Aarhus har udviklet en app, der skal hjælpe forsinkede togrejsende med at få refunderet billetten.
Når toget er mere end 30 minutter forsinket, har man ret til at få refunderet sin togbillet. Det har indtil nu krævet en tur ind på DSB’s hjemmeside. En ung iværksætter fra Aarhus syntes, at det var for besværligt, og han har derfor udviklet app’en ”DSB Rejsegaranti” for at gør det nemmere at få sine penege tilbage.
»Jeg sad selv i et forsinket tog og kunne ikke finde ud af, hvordan jeg søgte om rejserefusion på DSB´s hjemmeside. Jeg gik derfor glip af 244 kr. Jeg valgte at udvikle en app, som skulle være nem at bruge. Og det er faktisk lige ud af landevejen at bruge den,« fortæller Kenneth Larsen, direktør i Aarhus-firmaet E-Opinion, og manden bag den nye refusions-app.
Siden 2006 har DSB og Arrivas kunder, der rejser med tog, kunnet søge refusion, hvis toget til den rejse, de har købt billet til, er mere end 30 minutter forsinket. Det gøres via en formular på DSB’s hjemmeside på ”DSB Basis Rejsetidsgaranti” - og derfor ofte først, når man kommer hjem. Med ”DSB Rejsegaranti” er det allerede muligt at søge refusion på banegården eller i det forsinkede tog.
Maria Becher Trier er en af de togrejsende, som har benyttet sig af ”DSB Basis Rejsetidsgaranti”. Hun tager toget ca. hver 14. dag, og hun har søgt om at få refunderet sin billet to gange indenfor det seneste år.
»Jeg udfyldte det på hjemmesiden, da jeg kom hjem, og jeg synes egentlig, det var nemt nok, men man skal kunne huske de præcise tidspunkter for forsinkelserne. Så jeg kan sagtens se det smarte i at kunne gøre det med det samme på telefonen,« siger hun.
App’en er gratis og kan downloades til iPhone og iPod Touch. Når man har indtastet rejseinformation, personlige oplysninger og hvorvidt man ønsker penge retur til Nemkonto eller en ny billet til samme rejse, bliver ansøgningen sendt til DSB.