Fortsæt til indhold
Aarhus

Bestseller-bossen har en arkitekt i hjertet

Interview: Bestseller-chefen, Anders Holch Povlsen, stiller sjældent op til interview. Han svarede dog ja til JP Aarhus, fordi det skulle handle om hjembyen Aarhus og arkitektur – to emner, som står hans hjerte nær.

Louise Witt

Stenen på facaden til det nye Bestseller-byggeri skulle være den samme som på Aarhus Rådhus.

Det var direktør Anders Holch Povlsens idé. Fordi rådhuset er Aarhus’ mest ikoniske bygning, der bliver regnet for noget af det bedste arkitektur herhjemme.

Men bruddet i Norge, hvor arkitekt Arne Jacobsen fandt marmorstenen for over 70 år siden, var lukket. Så han måtte finde et alternativ med arkitekterne fra C.F. Møller.

Det blev en italiensk kalksten – men Anders Holch Povlsen besluttede sig først, efter at han var rejst til Palermo med arkitekt Mads Møller og havde brugt en dag til at se på stenen og mulighederne med den.

Som Bestseller-byggeriet står nu på havnen, går kalkstenen igen over det hele i forskellige variationer. Lige fra facaden til vægge og inventar på toiletterne.

»Jeg er glad for, at vi fandt vores egen sten. Den er mere original, men samtidig fik vi det udtryk, vi ledte efter,« fastslår han.

Rødder i Aarhus

Anders Holch Povlsen overtog for år tilbage ledelsen af Danmarks største modevirksomhed efter sine forældre, der grundlagde Bestseller. Familien regnes for landets næstmest velhavende efter Lego-familien.

Han bruger sjældent sin tid på pressen, men svarede dog ja til JP Aarhus’ ønske om en snak om Bestsellers nye, markante tilstedeværelse på Aarhus Havn – fordi det skulle handle om Aarhus og arkitektur. Han bor her selv med sin kone og fire børn på herregården Constantinsborg ved Årslev Engsø. Han har rødder i byen. Og nu har han sat sit eget markante præg på Aarhus med Bestsellers nye byggeri, der samler ca. 800 medarbejdere, som før sad i Brande, Horsens og Slet.

Eksklusivt interview

Han tager imod på sit kontor på 10. etage, hvor tre hele glasvægge i dobbelthøjde giver uhindret udsigt over Aarhus: Domkirkens spir, Universitetets gule tegl, skovene og bugten.

Til interviewet har han afsat en time. Men ingen fotografering, tak! I stedet sender presseafdelingen Bestsellers egne portrætfotos. Anders Holch Povlsen er en mand, der er bevidst om egne grænser. To krykker hviler mod udsigtsskrivebordet. Hans højreben er pakket ind i en skinne med velcrolukninger.

Du er kommet galt af sted?

»Ja,« konstater han venligt, men taler ikke mere om den sag.

Til spørgsmål om, hvordan det er at være i Aarhus, bobler han over med ord.

»Det er lidt dyrere at bo i Aarhus end i Brande,« smiler han, med henvisning til de ting Bestseller hele tiden bliver bedt om at sponsorere i Aarhus.

»I Brande blev vi bedt om penge til en bustur til pensionisterne. Det er lidt mere overskueligt end alle de gode idéer i Aarhus.«

Indtil videre har Bestseller bl.a. valgt at være hovedsponsor på Aarhus’ halvmaraton.

Hvordan er det at være flyttet ind i huset her?

»I store træk holder det, vi havde håbet på og tilstræbt. Men der er mange detaljer, hvor vi har lidt at arbejde på.«

Et karakteristisk svar for en direktør, der rundede sit første milliardoverskud, få år efter at han havde overtaget virksomheden, men straks påpegede, hvad firmaet kunne gøre bedre næste år. Han dvæler heller ikke ved, at byggeriet har fået Aarhus Kommunes Arkitekturpris.

»Prøv selv at kigge der. Synes du, det er særlig kønt?«

Fordi hans kontor er dobbelthøjt, har det været nødvendigt at sætte stålstivere ind foran vinduesrammerne for at være sikker på, at de kan holde vindtrykket, der hvor de to etager mødes.

»Vinduesrammerne skulle fra starten have været lavet, så de kunne klare det vindtryk, så man slap for sådan en separat stolpe der, som helt utroligt nok lige er blevet fire millimeter bredere end vinduesrammen. Det er sådan nogle rigtig dumme ting, hvor der er gået ingeniør i den mere end arkitekt,« sukker han, der formodes at have brugt en milliard kroner på byggeriet, men ikke selv fortæller det.

Du har altid gået meget op i arkitektur?

»Ja. En hel og en halv dag har jeg pjækket fra arbejde for at være sammen med Mads (Møller, red.) og lave nogle ting i relation til byggeriet,« siger han og smiler.

Navitas er trist

Han er skuffet over nabobygningen Navitas.

»Ser man det ovenfra i fugleperspektiv eller på Google Maps, ser bygningen meget spændende ud, men når man oplever det tættere på, virker det lidt trist. Arkitekturen er måske meget spændende, men facadeløsningen er en katastrofe. Det er ikke værdigt for sådan et byggeri.«

Han glæder sig over, at trafikken til og fra Bestseller-huset og Navitas ikke er blevet det kaos, Bestseller frygtede – det skulle da lige være, når Mols-Linien lægger til, og togbommen samtidig bremser trafikken.

Han tror dog ikke, at løsningen på trafikudfordringerne er letbanen, der åbner i 2017.

»Det passer ikke ind i mine medarbejderes mønster at tage letbanen, når de skal aflevere børn og hente børn. Det er en skam, at man skal prøve at tvinge folk over i noget andet end bil: Man skulle i stedet finde positive løsninger for bilerne. For eksempel lave en tunnel, så bilerne ikke generer.«

»Det er også en skam, at letbanen har skullet tage så meget plads. At man ikke har lavet løsninger ligesom i Amsterdam eller andre store byer, hvor man ligesom deles om pladsen. Ligesom i gamle dage med sporvognene i Aarhus.«

Bestseller-bygningen på Aarhus havn. Foto: C.F. Møller

Kreativt makkerpar

Hvor Anders Holch Povlsen selv har engageret sig i byggeriet, er det bl.a. hans kone, der har stået for indretningen – hun er Bestsellers chef for corporate identity.

Deres fælles hjem er et godt eksempel på deres fælles passion. De har sørget for en gennemgribende restaurering af herregården, men også tilbageførelse til det oprindelige udtryk fra 1801.

Umiddelbart ser det dog ud til, at indretningsfolkene har været alle andre steder end på Holch Povlsens kontor -– på skrivebordet har han kun sin iPhone, og der er afstivningsbrædder ved en trappe til næste sal.

»Jeg er ikke rykket ind. Det er ikke vores hovedkontor. Det er en afdeling i Bestseller. Vores hovedkontor er og bliver i Brande. Derfor bruger jeg også stadig min primære tid i Brande.«

Hvor der er 800 medarbejdere i Aarhus, er der ca. 1.500 i Brande. Årets julefest holder alle medarbejderne dog i det nye hus på havnen.

I kunne ikke finde på at flytte hovedkontoret til Aarhus?

»Man skal aldrig sige aldrig. Hvis man udvidede i Aarhus, så kan det da godt være, at hovedkontoret en dag lå i Aarhus. Men for nærværende nej, så er der ikke planer om det.«

Lige nu er en udvidelse måske heller ikke det, der ligger først for – snarere et andet Aarhus-projekt: Rømerhus fra 1895 på Strøget er ved at blive forvandlet til ny, stor Bestseller-butik.

Har du en forkærlighed for gamle huse?

»Det er måske noget, jeg har arvet.«

Hans forældre er kendt som ejere af flere markante ejendomme, bl.a. Gyllingnæs Gods.

Farfaren, Gustav Holch Povlsen, er et mindre kendt navn, men efter interviewet sender Anders Holch Povlsen et gammelt avisudklip om ham, der som afdelingschef i Aarhus Kommune har stået for meget byggeri til børn og ældre i byen, bl.a. Fortegården i Risskov.

»Min farfar har bygget en del, mine forældre har bygget en del, i virksomheden har vi bygget en del. Og når ens familie kommer fra byen, så vil man gerne gøre det bedst muligt.«

Har du andre byggeprojekter på vej?

»Vi har da planer i Aarhus, ja, men vi er ikke så gode til at snakke om det på forhånd. Vi er ikke nogen, der skal ud og flage med tingene, før vi har leveret.«

En ting vil han dog godt afsløre: At han er ved at få lavet en mindeplakette til ære for arkitekt Mads Møller, der døde, inden byggeriet stod færdigt.

»Jeg endte med at lave flere ting med Mads. Det satte jeg stor pris på. Dette blev hans sidste bygningsværk, og det vil jeg gerne vise min taknemmelighed for.«

Umiddelbart minder I om hinanden: begge som arvtagere til en virksomhed, som jeres forældre havde bygget op. Mads Møller til sin fars tegnestue, C.F. Møller, du til dine forældres tøjvirksomhed?

»Jeg havde stor respekt for hans faglige kunnen og hans positive væsen. Så vi rejste til Italien for at se ting sammen. Vi rejste til Spanien for at se ting sammen. Vi rejste til København for at se ting sammen. For ligesom at være sikre i vores sag, for at diskutere materialevalg osv. Vi har gået rundt en hel dag nede i det der brud i Palermo for at finde ud af, hvad det var for en sten, vi skulle bruge til det meste af byggeriet. Det var bare et tæt samarbejde for at få det bedste resultat. Der var god, gensidig respekt, og vi havde det sjovt,« siger han og får helt blanke øjne.

»Jeg glæder mig til at invitere hans kone, Inge, ind, når vi afslører mindeplaketten.«