Fortsæt til indhold
Aarhus

Madvognen - ikke så meget fis, bare et gratis måltid mad til de hjemløse

Sabine Rosenlund blev træt af velgørende organisationer, hvor administrationsomkostninger og bureaukrati fyldte for meget. Derfor startede hun Madvognen. En fuldstændig frvillig forening, hvor alle indtægter går direkte til noget så ligetil og gennemskueligt som velsmagende sandwich til de hjemløse i Aarhus.

Klokken er tre, og Sabine Rosenlund pakker den lille trækvogn med dagens last - to slags sandwich at vælge i mellem, røget filet og ost. Og så er det afsted på dagens rute på jagt efter sultne hjemløse - gennem Mølleparken, til Klostertorv og op til Domkirken. Så ad Strøget til Banegårdspladsen, gennem Rådhusparken og tilbage til Mølleparken. Turen tager ca. en time, og som vognen tømmes, fyldes taknemmelige hjemløse maver. Sabine Rosenlund trækker vognen gennem byen i al slags vejr, fordi hun vil gøre en forskel, for dem hun kan - med en sandwich.

»At købe ind, smøre mad og dele det ud er simpelt. Det er ikke rocket science,« siger hun.

Madvognen - et måltid mad til hjemløse, eller Madvognen, i daglig tale, blev til i 2014, hvor Sabine Rosenlund startede med selv at uddele hjemmesmurte sandwiches til de hjemløse, som hun dagligt så i byen. Det gjorde hun med inspiration fra sit studie som socialrådgiver, og en venindes far, Kim, som var hjemløs, og som den lille trækvogn i øvrigt er opkaldt efter.

»Jeg tænkte, det måtte være simpelt at starte et projekt, hvor alt der gives til formålet går direkte til dem, der har brug for det. Jeg bor lige ved Mølleparken, hvor jeg møder en del hjemløse hver dag, og jeg tænkte, at et måltid mad var en let måde at gøre en forskel. Vi vil ikke frelse hele verden. Men vi har mulighed for at lave mad og dele det ud, så det kan gøre gavn nu og her. Det handler ikke om at løse folks problemer, men helt lavpraktisk om at give et måltid mad til nogen, som har et hårdt liv,« fortæller Sabine Rosenlund.

Madvognen skabte hurtigt stor opmærksomhed på Facebook og med et par gode donationer og flere og flere samarbejdspartnere i den lokale restaurationsbranche, er det lille foretagende nu vokset til en frivillig forening. På en tur kan ca. 35 hjemløse få en sandwich, og der er udsigt til to ugentlige køreture og ansættelse af flere frivllige.

»Det er barskt, det man ser, og et par gange, har jeg da også prøvet både at få en på hovedet og blive slikket i øret. Men det er jo det værd, når man kan se, hvad det betyder. I starten var der selvfølgelig en del skepsis, men nu kender de mig, og så får man både krammer og bliver friet lidt til en gang i mellem. Det er meget hyggeligt,« siger hun.

Efterhånden kender de hjemløse hende godt, og da hun ruller gennem Mølleparken med kurs mod bænkene foran det gamle hovedbibliotek, bliver der allerede råbt "hvad har du med i dag" og vinket efter hende. Det er Kevin Petersen, der råber højest i mængden, og hun bliver mødt af et kram fra den arm, der ikke holder en smøg og en øl. Kevin har boet på gaden i næsten 20 år af sine 36 leveår, og han ser fremt til at sætte tænderne i dagens ostesandwich.

»Det betyder alt, at hun kommer med Madvognen. Vi står jo og venter på hende hver gang. Lækker mad er altid godt, men alt har jo ret efterhånden. Bare en kop kaffe betyder al verden. Det er meget vigtigt, at der kommer folk med mad, specielt sidst på måneden, for der har man virkelig ingenting. Og sidst på måneden er ikke de sidste tre dage i en måned, det er alle dage efter den første uge,« fortæller Kevin Petersen.

Det er vigtigt for Sabine Rosenlund, at det er lækker mad, Madvognen serverer for de hjemløse. Derfor har hun også ofte kaffe og kage med. I følge Sabine, har de hjemløse lige så meget ret til at få noget, der smager godt, som alle andre har, og derfor har hun allieret sig med flere gourmetrestauranter i Aarhus.

»Det er nemt at finde noget, der kan mætte, men vi vil gerne gøre noget ekstra, give noget som de normalt ikke får. Kaffe og kage ligger bestemt ikke i deres normale budget. De hjemløse skal også have lov til at nyde deres mad, ligesom os andre. Det er de fleste enige i, og synes det er vigtigt, men nogen synes også, det er noget underligt noget at bruge ressourcer på,« siger hun.

Og Kevin Petersen er enig.

»Det, Sabine kommer med, er jo sundt kan jeg mærke. Kroppen begynder at arbejde på en anden måde,« siger han og spørger, »Må jeg putte en ekstra i lommen?«

Ambitionen er, at Madvognen skal køre fem dage i ugen, og Sabine Rosenlund håber også på, at de kan skaffe penge til en ladcykel, så det ikke kun er midtbyens hjemløse, der kan få del i den gratis mad.