Rådmand: Ekstra udgifter udfordrer modtagerklasser
Kommunens merudgifter til flygtninge rammer især børn og unge. En god udvikling i modtagerklasserne er i fare, frygter rådmand Bünyamin Simsek (V).
En ekstraregning på flere mio. kr. til Aarhus Kommunes flygtningeindsatser risikerer at gå ud over undervisningen til de yngste flygtninge og udlændinge i kommunens modtagerklasser. Det frygter rådmand for Børn og Unge Bünyamin Simsek (V).
I et notat fra Borgmesterens Afdeling vurderes det, at kommunen i år vil have merudgifter til flygtninge og indvandrere på 67 mio. kr. Hovedparten bliver kompenseret fra staten og dækkes af et ekstraordinært flygtningetilskud. Men 10-15 mio. kr. skal findes i kommunens budget.
Bünyamin Simsek har ikke overblik over, hvor stor en del af pengene, Børn og Unge skal finde. Men han mener, at stigningen i kommunens flygtningekvote fra 156 i fjor til 516 i år samt den manglende kompensation fra staten vil få konsekvenser.
Børn og Unge hårdest ramt
»Vi har opnået succes i forhold til udviklingen af flygtninge og udenlandske børn, som er på niveau med jævnaldrende, når de begynder i skole. Det betyder færre dyre modtagerklasser, mindre buskørsel for børnene og andre specielle indsatser. Men det gode arbejde bliver udfordret, når der kommer en så stor ekstra opgave, som vi ikke kompenseres for økonomisk i tilstrækkelig grad,« siger rådmanden, som ikke kan pege på, hvor han vil finde de ekstra penge. Ifølge notatet forventes merudgifter for 45,6 mio. kr. i Sociale Forhold og Beskæftigelse. 22 mio. kr. er overførselsudgifter i form af forsørgelse, danskundervisning og aktivering.
I Børn og Unge løber merudgifterne op i 21,8 mio. kr., og ifølge chef for Budget og Planlægning i Borgmesterens Afdeling, Alvaro Arriagada, er det især indsatserne i denne afdeling, som ikke kompenseres fuldt ud fra statens side.
»På social- og beskæftigelsesområdet vil en stor del blive kompenseret via statslige reguleringsordninger. Men på børne- og ungeområdet efterreguleres der ikke direkte af staten, og derfor vil f.eks. 9,4 mio. kr. i merudgifter til modtagerklasser skulle afholdes af kommunen,« siger han.
Rådmand: Må det koste? Ja
I notatet står, at også Kultur og Borgerservice har peget på merudgifter til sagsbehandling, men har dog ikke sat beløb på. Det har Sundhed og Omsorg heller ikke. Ifølge Alvaro Arriagada drejer det sig dog om »mindre beløb« i begge afdelinger.
Som følge af Aarhus’ forhøjede flygtningekvote, modtog kommunen 15,1 mio. kr. i ekstraordinært flygtningetilskud i 2015. Heraf er de 6,3 mio. kr. målrettet boligplaceringer, som hører ind under beskæftigelsesforvaltningen. De resterende 8,8 mio. kr. skal fordeles til kommunens magistrater ud fra merudgifternes størrelse i afdelingerne.
Socialrådmand Thomas Medom (SF) understreger, at flygtningeopgaven er stor, og at der tilføres flere ressourcer til området.
Hvordan vil du finde de penge, som MSB skal af med i 2015?
»Det handler om vores holdning til at hjælpe mennesker på flugt fra krig og forfølgelse. Må det koste? Mit svar er ja. Vores ekstra bidrag består mest i den merbelastning, der er på alle dele af Sociale Forhold og Beskæftigelse. Det er selvfølgelig en del mere arbejde relativt set, når det er flygtninge, end når det er andre, der flytter til Aarhus, især på MSB,« skriver han i en mail.