Flygtninge skaber et millionhul i budgettet
Kommunen forventer merudgifter til flygtninge-indsatser på mindst 67 mio. kr. i år. De fleste kompenseres af staten, men 10-15 mio. kr. skal findes i kommunekassen.
En stor stigning i antallet af flygtninge, der er anvist til Aarhus Kommune, får udgifterne i flere magistratsafdelinger til at stige kraftigt. I en orientering fra Borgmesterens Afdeling forventes det, at kommunens merudgifter til flygtninge og indvandrere i 2015 bliver 67 mio. kr. Beløbet drejer sig om ekstra udgifter i forhold til budgetforliget 2015, som blev indgået i 2014.
»Det er simpelthen, fordi der er kommet markant flere flygtninge og familiesammenføringer til Danmark og herunder Aarhus Kommune, siden vi lagde budgettet for 2015. Når der kommer flere, er der flere udgifter til skoler, modtagerklasser, forsørgelse, boligplacering osv.,« siger økonomisk konsulent i Borgmesterens Afdeling Marianne Pedersen, som har været med til at indsamle merudgifterne fra de forskellige magistratsafdelinger til notatet.
35-40 mio. kr. ventes kompenseret af staten via reguleringsordninger. Derudover har Aarhus Kommune modtaget et ekstraordinært flygtningetilskud på 15,1 mio. kr. Tilbage er et beløb på 10-15 mio. kr., som kommunen ikke forventer, staten kompenserer for, og som skal findes i budgetterne for de berørte magistrater. I fjor år modtog Aarhus Kommune 227 flygtninge. I år er kvoten 515, og hidtil er 264 flygtninge anvist en bolig i Aarhus.
Børn og Unge under pres
I notatet står, at merudgifterne er et skøn »behæftet med stor usikkerhed«. Det skyldes bl.a., at udviklingen i antallet af nye flygtninge ikke er kendt. Derudover har regeringen pr. 1. september indført en ny og lavere ydelse til nye flygtninge, hvilket »forventes« at give kommunale merudgifter.
Det skønnes, at merudgifterne for Sociale Forhold og Beskæftigelse bliver 45,6 mio. kr. Hovedparten ventes kompenseret via bl.a. tilskud fra staten og den kommunale budgetgaranti. I Børn og Unge ventes merudgifter for 21,8 mio. kr. Det er især i denne afdeling, hvor tilskuddene fra staten ikke er tilstrækkelige, fordi en stor del af merudgifterne til modtagerklasser på 9,8 mio. kr. ikke dækkes.
»Det er uacceptabelt, at regningen tørres af på kommunen. Vi skal tage imod nye flygtninge, samtidig med at vi har uløste opgaver med de flygtninge, som vi har taget imod i årtier. Det lægger et pres på min afdeling og kommunen,« siger børne- og ungerådmand Bünyamin Simsek (V).
Socialrådmand Thomas Medom (SF) »så meget gerne, at staten kompenserede kommunerne for de faktiske udgifter«, som flygtningeopgaven medfører.