Fodboldfabrikken er klar til at give bolden op igen
Fodboldfabrikken Aarhus genåbner efter lang tids søgen i nye lokaler i Viby og melder klar til sæsonen.
I maj lukkede Fodboldfabrikken Aarhus ned i de gamle Ceres-bygninger, og siden da har virksomheden med lys og lygte søgt efter nye lokaler, for at blive klar til den nye sæson. Det er lykkedes, og Fodboldfabrikken genopstår nu på Jens Juels Vej 2 i Viby. Aarhus Kommune har givet tilladelse til at tage lokalerne i brug efter endt nabohøring, og således slår Fodboldfabrikken nu dørene op.
De 3.000 kvm., hvor boldeventfirmaet har lejet sig ind, husede tidligere Scanprint, men har stået tomt i en længere periode. Hos Fodboldfabrikken er man glad for de nye lokaler, som man finder ideelle til formålet. Og selvom de ligger lidt længere væk fra centrum, end hvad man havde håbet på, er ejerne fortrøstningsfulde og sikre på, at faciliteternes kvalitet opvejer for afstanden.
Der er oprettet fire baner til udlejning på timebasis, som oprindeligt i Ceres-lokalerne. Banerne kan bruges til fodbold, hockey, skumhåndbold, høvdingebold m.m. Som tidligere tilbydes der fitnessområde, bordtennis og FIFA-pods, og den nye reception bliver dobbelt så stor som den gamle. Her vil man forsøge at skabe gode rammer omkring tredje halvleg ved at sælge forfriskninger og vise fodbold på tv-skærmene.
Efter forslag fra gæster, lancerer Fodboldfabrikken med åbningen forskellige nye tiltag. Der er blevet oprettet en fortløbende fodboldturnering, som er åben for alle - private såvel som firmaer. Mangler man nogen at spille med, tilbydes også "matchfixing", hvor spillere parres ud fra niveau. Desuden vil der være familiesøndag, som betyder, at en bane hver søndag afsættes til frit spil for børn under 10 år.
Hos Fodboldfabrikken ser man frem til at lade bolden rulle igen, og bookingsystemet er åbent.
Læs mere på Fodboldfabrikkens hjemmeside