Købere kredser om nybyggerier
Hos Danbolig får man dagligt fem henvendelser om byggerier, der endnu ikke er til salg. I Aarhus sælges flere og flere boliger, inden de er færdigbygget.
I Aarhus bliver lejlighederne solgt, allerede inden de er bygget. Det er billedet, hvis man vender blikket mod de større nybyggerier i byen. For Klostergaarden i centrum af Aarhus er 30 af 46 lejligheder allerede solgt, selv om de først står klar til indflytning i maj.
»Jeg tror, det er det rigtige produkt, der kommer på det rigtige tidspunkt. Vi kombinerer i den grad beliggenheden med en spændende ejendom, og det, tror jeg, tiltaler køberne,« siger Martin Busk, direktør i ejendoms- og projektudviklingsselskabet Bricks, som står for de nye lejligheder på Klostertorv.
Han understreger, at »det er unormalt, at køberinteressen er så stor«, som den har været i Klostergaardens tilfælde, men faktisk er Klostergaarden ikke det eneste sted, lejlighederne bliver solgt, inden de er færdigbygget. For Z-Huset, der i øjeblikket udbyder 59 boliger, er 34 af dem allerede solgt, og i Ceresbyens højhus Panorama er 81 af 130 boliger solgt, skrev Jyllands-Posten i august.
Gunstige forhold
Kristian Voldsgaard, indehaver af Danbolig Aarhus City, er også optimistisk. Han fortæller, at Z-Husets næste 78 boliger nu skal sættes til salg, og at 50 interesserede købere allerede har skrevet sig op til dem. Danbolig Aarhus City står også for salget af de 150 nye boliger, der skal opføres i centrum af Aarhus under navnet Frederiks Plads.
»Vi skal starte salget i næste måned, og vi har allerede 300 kunder skrevet op til projektet. Vi får næsten fem henvendelser om dagen fra folk, der gerne vil skrives op. Det har vi aldrig prøvet før,« siger han.
Han mener bl.a., at det er den stigende beskæftigelse og de faldende renter, der har været med til at sikre gunstige forhold for køberne. Men han peger også på, at køberne er blevet mere »kræsne«.
»Man stiller større krav og går efter noget, hvor der ikke er så meget vedligeholdelse,« siger han og påpeger i øvrigt også, at befolkningstilvæksten i Aarhus er med til også at skabe en større efterspørgsel.
Sundhedstegn
Advokat Niels Holger Printz, der bl.a. har bistået flere projektsalg i Aarhus, mener, at stigningen i projektsalg er et sundhedstegn på boligmarkedet.
»Projektsalgene lå helt stille under finanskrisen, men det har løsnet sig op nu i både Aarhus og i København. Efterhånden som der kommer pres på boligmarkedet der, skal det også nok brede sig til naboområderne, så det er gode tegn,« siger han.