Fortsæt til indhold
Aarhus

Dansk Flygtningehjælp overvejer at flytte ind i det gamle hovedbibliotek

Mandag eftermiddag inspicerede repræsentanter fra Dansk Flygtningehjælp den tomme biblioteksbygning i Mølleparken. Organisationen mangler 6-8 undervisningslokaler, siger integrationschef.

Den gamle hovedbiblioteksbygning i Mølleparken kan i en periode blive fyldt med flygtninge og medarbejdere fra Dansk Flygtningehjælp.

Mandag eftermiddag var repræsentanter fra Dansk Flygtningehjælp på besøg i det tidligere hovedbiblioteks bygning, som Aarhus Kommune har brugsretten over indtil 1. januar, hvor den bliver overdraget til de nye ejere.

"Antallet af boligplacerede i Aarhus er steget meget de senere år, og derfor stiger vores pladsbehov. Vi står og mangler lokaler til bl.a. sprogundervisning, frivilligaktiviteter, frivillig juridisk rådgivning, og så har vi en stor gruppe unge flygtninge, vi gerne vil samle om nogle aktiviteter," siger Anette Christoffersen, integrationschef i Dansk Flygtningehjælp.

Organisationen har reageret på et tilbud fra den radikale kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R), som i sidste uge meddelte, at han ville undersøge, om byens tidligere hovedbibliotek i Mølleparken kan bruges som midlertidig bolig for de flygtninge, Aarhus bliver tildelt og skal finde bolig til.

Fra både S og SF lød det, at der ikke pt. er behov for ekstra plads til at boligplacere de flygtninge, der kommer til byen.

Hvis Dansk Flygtningehjælp vælger at benytte det gamle hovedbibliotek, vil den 8.000 kvm store bygning ikke komme til at huse flygtninge. Organisationen mangler seks til otte undervisningslokaler til sprogundervisning.

"Vi har samtidig en lang række aktiviteter rundt om i byen, og det kan godt være, at vi vælger at flytte nogle af dem ned i biblioteket. Det her tilbud kan altså skabe mere fleksibilitet for os i en periode," Anette Christoffersen.

Uanset om Dansk Flygtningehjælp takker ja til tilbuddet om plads i Mølleparken, skal organisationen på sigt ud at finde udlejningslokaler til sine aktiviteter, da konsortiet Biblioteksparken A/S, som består af Norcap, Future Hostels, Kant og Møller & Grønborg overtager det gamle bibliotek den 1. januar.

Anette Christoffersen vil ikke svare på, om hun regner med, at Dansk Flygtningehjælp flytter ind i det gamle hovedbibliotek.

"Jeg vil gerne vente med at svare på det, til vi har set stedet. Men det ville da være dejligt, hvis Aarhus Kommune har tomme lokaler, som virker til vores formål," siger hun.

Dansk Flygtningehjælp (DFH) er en privat humanitær paraplyorganisation med 29 medlemsorganisationer og frivilliggrupper.

Organisationen organiserer bl.a. frivillige jurister, psykologer, samfundsfagligt uddannede og socialrådgivere, som yder uvildig rådgivning i blandt andet udlændingeloven og integrationloven.