Fortsæt til indhold
Aarhus

»Situationen er bøvlet«

Samarbejdsniveauet mellem projektafdelingen for DNU og de hyrede rådgivere har i en længere periode været utilfredsstillende.

Maria Dalhoff

Adressen er de fælles om.

Så på Hedeager 3 i Skejby sidder Projektafdelingen for Det Nye Universitetshospital (DNU) og Rådgivergruppen DNU, som sammen skal forsøge at sikre midtjyderne Danmarks bedste hospital fra 2019.

Dermed er de to parter med regionens folk på den ene side og private virksomhedsrådgivere på den anden dybt involverede i hinanden hver dag. Rådgivergruppen yder bl.a. hospitalsplanlægning og fysisk planlægning samt alle arkitekt- og ingeniørydelser for bl.a. byggeri, infrastruktur og anlægsprojekter på det 6,4 mia. kr. store projekt. De private virksomheder skal også varetage byggeledelsen, det faglige tilsyn og arbejdsmiljøkoordineringen på byggepladsen.

Men stemningen mellem de to parter er akavet. Faktisk så dårlig, at Projektafdelingen for DNU i februar i år konstaterede i en rapport, at samarbejdsniveauet mellem de to parter i en længere periode har været utilfredsstillende.

Fokus på byggeriet

Projektafdelingen konstaterede dengang, at det dårlige samarbejde mellem de to enheder er en risiko for projektet. Frank Skriver Mikkelsen, som er projektdirektør for DNU, Region Midtjylland, medgiver, at arbejdsklimaet kunne være bedre.

»Situationen er bøvlet. Men jeg mener godt, at vi kan håndtere det professionelt. Medarbejderne skal have fokus på at bygge et godt hospital. Vi forsøger i videst muligt omfang at holde uenighederne på direktionsgangen. Problemer af økonomisk karakter må løftes af den øverste ledelse. Vi havde selvfølgelig helst været problemerne foruden, men nu er vi der, hvor vi er, og så tager vi den derfra. Det kan nogle gange godt være en kunst at sørge for, at medarbejderne ikke bliver påvirket af situationen i det daglige arbejde,« siger Frank Skriver Mikkelsen, DNU.

Det er bl.a. overskridelser af budgettet på byggefeltet N1, som skaber den dårlige stemning. Parterne skal bl.a. mødes i Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg for at finde en afgørelse i en strid om ekstraudgifter på 50 mio. kr. til N1. Mette Thiel, projektdirektør for Rådgivergruppen DNU I/S, ønsker ikke at kommentere sagen. Rådgivergruppen, som blev hyret af Region Midtjylland i 2007, er et konsortium dannet af fem private selskaber: Arkitektfirmaet C.F. Møller A/S, Cubo Arkitekter A/S, Alectia A/S, Rambøll Danmark A/S og Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S.