Fortsæt til indhold
Aarhus

Hospitalsbyggeri ender i voldgift

Tvist: Uenighed om budgetoverskridelser er gået i hårdknude mellem Region Midtjylland og regionens egen rådgivergruppe i det gigantiske DNU-projekt til 6,4 mia. kr.

Maria Dalhoff

Hvem skal betale for overskridelser af budgettet på dele af Det Nye Universitetshospital (DNU) i Skejby?

Det kan Region Midtjylland, som er bygherren, og Rådgivergruppen DNU I/S, som i 2007 vandt opgaven som gennemgående rådgiver på projektet DNU, ikke blive enige om. Derfor skal spørgsmålet afgøres i Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg.

»Vi er uenige om mange ting med Rådgivergruppen. Vi har ikke kunnet nå til et forlig, og derfor mødes vi i voldgiften. Vi synes ikke, at vi har fået det aftalte, mens rådgiverne synes, at de skal have flere penge end aftalt,« siger Frank Skriver Mikkelsen, projektdirektør for DNU, Region Midtjylland.

Striden skyldes bl.a. problemer på byggefeltet N1, som var den første del af DNU-projektet. Også honorarbetaling på projekter i det sydlige byggespor og for tilsyn på byggepladsen er parterne uenige om. Det samlede resultat af byggeomkostningerne har vist, at der er brugt mange flere millioner til uforudsete udgifter end budgetteret. Det er Region Midtjylland ikke tilfreds med, idet regionen betaler Rådgivergruppen DNU I/S for bl.a. at planlægge og byggelede DNU-opførelsen, som er det hidtil største hospitalsbyggeri i Danmark. Ekstra udgifter til bl.a. entreprenørarbejde løber op i omkring 50 mio. kr. alene vedrørende N1.

Skuffende rådgivning

Frank Skriver Mikkelsen, DNU, ønsker af hensyn til voldgiftssagen ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen. Rådgivergruppen I/S ønsker heller ikke at kommentere striden yderligere:

»Men i et byggeri af en størrelse som dette er det ikke usædvanligt med uenigheder,« siger Mette Theil, projektdirektør i Rådgivergruppen DNU I/S, der er et konsortium dannet af fem private selskaber.

DNU-projektet har et budget på 6,4 mia. kr. Regionsrådsformand Bent Hansen (S) ærgrer sig.

»Vi forventede ikke, at der ville komme så store problemer, når vi entrerer med store, professionelle firmaer. Det er skuffende, at rådgiverne i tilbudsfasen lover mere, end de kan holde. Det er ikke i orden, når vi samlet set betaler 250 mio. kr. for at få rådgivningen,« siger Bent Hansen.