Fortsæt til indhold
Aarhus

Studieboligjagt er ikke for de sarte

Boligræs: Udbuddet af ejerlejligheder i Aarhus er skrumpet markant, og priserne er skudt i vejret. Flere mæglere melder om budkrige.

Peter Simonsen

Studiestart nærmer sig for tusindvis af nye studerende i Aarhus og dermed også jagten på en studiebolig. Men det bliver ikke en let en af slagsen, hvis man hellere vil eje end leje.

De senere år er især forældrekøb blevet populære i Aarhus, men i år står de købelystne forældre over for særdeles hårdt arbejde, hvis de skal finde tag over hovedet til sønnen eller datteren.

Udbuddet af ejerlejligheder i Aarhus Kommune er skrumpet med næsten en fjerdedel på et år, viser tal fra Boligsiden.dk, og priserne har fået et nøk opad.

En gennemsnitlig lejlighed på 70 kvm i Aarhus Kommune koster nu knap 2 mio. kr., og går man på boligjagt i midtbyen eller på Trøjborg, er priserne endnu højere, lyder det.

Særligt i midtbyen, hvor langt størstedelen af de vordende studerende foretrækker at bo, går salget stærkt, ifølge Carsten Andersen, salgschef i Home Aarhus City.

»Det er med til at presse priserne op, og vi oplever et stigende antal budkrige, hvor flere købere kæmper om den samme lejlighed,« siger han.

Solgt til prisen

Under 250 ejerlejligheder er til salg i Aarhus C, og ser man på kommunen som helhed, er antallet godt 440. Den store efterspørgsel har fået salgstiden til at rasle ned.

Vi oplever et stigende antal budkrige, hvor flere købere kæmper om den samme lejlighed.
Carsten Andersen, salgschef i Home Aarhus City

For et år siden tog det 102 dage at komme af med sin lejlighed, mens der i dag kun går 75 dage, før en køber bider på.

I populære områder som midtbyen, Frederiksbjerg og Trøjborg skal man være endnu hurtigere på aftrækkeren, hvis man vil sikre sig en lejlighed.

»Efterspørgslen buldrer af sted, og hvor der tidligere blev forhandlet om prisen, sælges de fleste af lejlighederne i dag til udbudsprisen – og nogle gange mere end det,« siger Johan Nairn, indehaver af Nybolig Bruuns Bro Lejligheder i Aarhus.

Børnefamilier udfordres

Det er ikke kun studerende, som har fået færre boliger at vælge imellem. Også unge børnefamilier og andre, der ønsker at købe lejlighed i byen, er udfordret, påpeger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

»Vi kan konstatere, at der er større efterspørgsel på ejerlejligheder over en bred kam, og antallet af handler er markant flere end for bare et år siden. Det sætter sig i udbuddet – og priserne,« siger hun.

Den hårde kamp om byens lejligheder – og deraf stigende priser – er ikke uden konsekvenser, mener flere eksperter.