Ny handleplan skal presse prisen for undervisning til udsatte unge
Med klare kvalitetskrav vil kommunen gå til udbyderne af ungdomsuddannelser for svage unge og forhandle bedre priser.
En stor stigning i antallet af unge, der søger uddannelsestilbud til unge med særlige behov – den såkaldte STU – samt dyre uddannelser med gennemsnitspriser på omkring 250.000 kr. per fuldtidsstuderende.
Det er blandt hovedårsagerne til, at Aarhus Kommunes budget til STU-området er sprængt med flere mio. kr. hvert år siden 2011, hvilket har resulteret i en samlet budgetoverskridelse på 38,1 mio. kr. Antallet af ansøgere kan der ikke røres ved, da personer under 25 år med et handicap eller andre særlige behov, der betyder, at de ikke kan gennemføre en almindelig ungdomsuddannelse med specialpædagogisk støtte, har ret til en STU. Men med en ny handleplan vil kommunen prøve at påvirke prisen for uddannelserne.
»Vi er nødt til at være skarpe på, hvilken kvalitet vi vil have, og hvordan den skal overholdes, når vi skal justere forbruget. Derfor vil vi indføre klare beskrivelser af kvalitetsstandarder, som vi vil bruge i nye forhandlinger med udbyderne af uddannelserne,« siger Grete Østergaard, udviklingschef i beskæftigelsesforvaltningen og ansvarlig for udarbejdelsen af den nye handleplan.
Andre uddannelsesformer
I 2007 blev det et lovkrav, at unge med særlige behov og en niendeklasses-eksamen skal tilbydes en STU, og ansvaret for at tilbyde og finansiere uddannelserne blev placeret hos kommunerne.
Uddannelserne kan foregå på steder som efterskoler, højskoler, produktionsskoler, værksteder og andre institutioner.
De er særligt dyre, da de er rettet mod de svageste unge, som ofte har behov for massiv social- eller specialpædagogisk støtte.
Socialrådmand Thomas Medom (SF) håber, at der kommer større konkurrence mellem de ca. 30 udbydere af STU-forløb, som Aarhus Kommune benytter sig af.
»Udbyderne skal prøve at lave andre former for uddannelser, og flere aktører og foreninger må også gerne byde sig til, hvis de har idéer til nytænkning. Derudover er vi nødt til at tage diskussioner med de unge om, at retten til en STU ikke er det samme som retten til de dyreste forløb som f.eks. på Egmont Højskole,« siger han og understreger, at det er et langsigtet arbejde at få udgifterne til STU til at stå mål med budgettet.
Et stort potentiale
Jyllands-Posten har fået indsigt i den økonomiske udvikling siden 2011, mens udviklingen i antallet af STU-forløb går tilbage til 2009. Dengang var der 73 såkaldte helårspersoner i et forløb. I 2014 var tallet steget til 165, og på trods af at man forventede en stagnering, anslås antallet i 2015 at ramme omkring 200. Derfor ventes udgifterne at stige fra 40,3 til 43 mio. kr. i år på trods af en budgetramme på 35 mio. kr.
Et andet punkt i den kommende handleplan er en virksomhedsrettet indsats. Grete Østergaard forklarer, at man vil inddele de unge i tre grupper efter funktionsniveau for på den måde at differentiere beskæftigelsesindsatsen.
»Som en del af en generel virksomhedsstrategi ansatte beskæftigelsesforvaltningen for nylig 22 nye virksomhedskonsulenter, der parrer arbejdsløse med ledige job. Dem skal STU-gruppen også have gavn af. Derudover er vi begyndt at afsøge mulighederne for at få virksomheder til at udvikle STU-forløb på arbejdspladserne,« siger hun, og Thomas Medom uddyber:
»Omkring en tredjedel af de unge videreuddanner sig eller kommer i arbejde efter en STU. Så der er et stort potentiale. Men man skal huske på, at nogle af de unge er svært handicappede, så vi vil aldrig se samme beskæftigelsesgrad som andre.«
Jyllands-Posten har kontaktet Venstres og Socialdemokraternes medlemmer af kommunens socialudvalg. De kender ikke handleplanens konkrete indhold, men mener, at handicapområdet, heriblandt STU-tilbudene, skal have tilført flere penge under de kommende budgetforhandlinger.
»Det er ikke sådan, STU’en er tænkt«
Marianne Banner, formand for Landsforeningen Autisme i Østjylland:
»Med de kommende ændringer kan jeg frygte, at STU’en bliver mere klasseundervisning. Det vil ikke være godt, da en STU i høj grad handler om individuel botræning, social træning og fagtræning,« siger Marianne Banner.
Er det en god idé at lave et ydelseskatalog?
»Nej, det går imod hele STU-tanken. Man går i retning af afgrænsninger af uddannelserne, hvor man risikerer at overse de muligheder, der ligger skævt i forhold de rigide tilbud. Du vil med andre ord kun kunne søge det, kommunen har bestemt, og der ses ikke på de reelle behov. Det er ikke sådan, STU’en er tænkt; de var tænkt som frie ungdomsuddannelser.«
Hvad mener du om en styrket virksomhedsstrategi?
»Det kan være en god idé at tænke beskæftigelsesforvaltningen med ind over og få erhvervslivet til at engagere sig ved at tilbyde skånejob, fleksjob eller erhvervspraktikker. Så kan man målrette uddannelsen for de unge mod de jobudbud, der reelt er.«
Giver det mening at inddele de unge i tre grupper alt efter funktionsniveau?
»Det er en dårlig idé. Et menneske på 17 år kan være helt anderledes som 20-årig. Det vil være skidt at være i en for høj eller lav gruppe. De er dømt ude en gang fra specialskolen og kan ikke komme i ordinær beskæftigelse, så de skal ikke dømmes ude igen.«
»Ydelseskataloget lyder fornuftigt«
Finn Amby, formand for Danske Handicaporganisationer i Aarhus:
»Man skal huske, at der er klare krav i lovgivningen, som kommunen skal leve op til. Men kan man opnå en ordentlig kvalitet billigere, er det fint med mig. Jeg er dog ikke i stand til at bedømme, om kvalitetsstandarderne bliver høje nok,« siger Finn Amby.
Er det en god idé at lave et ydelseskatalog?
»Ydelseskataloget lyder fornuftigt. Det kan give folk bedre afsæt for at finde ud af, hvad den unge skal deltage i, hvis man kan se en samlet vifte af muligheder. Samtidig giver det bedre basis for at diskutere med en eventuel sagsbehandler, hvad der skal ske.«
Hvad mener du om en styrket virksomhedsstrategi?
»Jeg går op i, at alle grupper får mulighed for at få tilknytning til arbejdsmarkedet. Men hvis man ser på formålsbestemmelserne for STU’en, er det en uddannelse, hvor beskæftigelse er en eventuel mulighed. Det er daglig livsførelse og sociale kompetencer, der er det vigtigste i STU’en. Man skal passe på, at det beskæftigelsesrettede hensyn ikke tager overhånd og skygger for hovedmålet – uddannelse.«
Giver det mening at inddele de unge i tre grupper alt efter funktionsniveau?
»Man skal i al fald huske på, at det skal være individuelle forløb. For nogle af de her mennesker ligger der meget arbejde, inden man kan sætte dem ind i arbejdsrelationer. Jeg bliver en smule bange for, at der går kommuneøkonomi i det, og man tænker, at en beskæftiget person er billigere.«
»Det kan afmystificere jobmarkedet«
Rikke Kastbjerg, formand for Dansk Handicapforbund i Aarhus:
»Jeg frygter, at det bare er flere besparelser, som går ud over de svage borgere, der er nødt til at have en uddannelse for at blive en del af samfundet,« siger Rikke Kastbjerg.
Er det en god idé at lave et ydelseskatalog?
»Det bliver interessant at se, om der bliver et egentlig frit valg fra kataloget. Men umiddelbart er det fint, at alle har nem adgang til samme information, i stedet for at hver især skal bruge ressourcer på at undersøge mulighederne i kommunen og tage sig til takke med, hvad en sagsbehandler tilbyder.«
Hvad mener du om en styrket virksomhedsstrategi?
»Jeg er umiddelbart positiv. Det kan være med til at afmystificere overgangen til arbejdsmarkedet for alle parter. Arbejdspladser har fordomme over for at ansætte folk med en funktionsnedsættelse og tænker, at det er besværligt. På den anden side kan unge med handicap se, at det ikke er så farligt at skulle ud på arbejdsmarkedet, og at det kan godt lade sig gøre.«
Giver det mening at inddele de unge i tre grupper alt efter funktionsniveau?
»Selvfølgelig kan man ikke lave enkeltundervisning, men mennesker med funktionsnedsættelse er meget forskellige, og derfor kan jeg frygte, at den individuelle vurdering af uddannelses- og støttebehov bliver mindre. Grundlæggende håber jeg ikke, at inddelingen sker på baggrund af diagnose, men personlig behandling.«