Uddannelser til udsatte unge løber løbsk
Merforbrug: Siden 2011 er budgettet for uddannelse til unge med særlige behov overskredet med næsten 40 mio. kr. En ny handleplan forventes klar til september, siger udviklingschef, der kalder økonomien en »stor udfordring«.
Beløbet for at undervise unge med et handicap eller andre særlige behov har de sidste fire år sprængt Aarhus Kommunes budget med et tocifret millionbeløb.
Siden 2011 er der sammenlagt blevet sat 98,4 mio. kr. af til den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU), men udgifterne er løbet op i 136,5 mio. kr. – et merforbrug på 38,1 mio. kr., som er blevet dækket af overskuddet i Sociale forhold og Beskæftigelse. Socialrådmand Thomas Medom (SF) siger, at STU-området har været »en stor udfordring«, siden kommunerne fik ansvaret i 2007.
»Søgningen til STU-tilbuddene er eksploderet, og de er en rettighed, som kommunen skal tilbyde. Det er positivt, at flere svage unge vil tage en uddannelse, men den økonomiske model er uholdbar og betyder, at der kan komme 25 flere ansøgere end ventet, og de skal have et tilbud, uden at det udløser tilskud til kommunen,« siger rådmanden.
Fra 2011-2014 er udgifterne til kommunens STU steget fra 26,8 til 40,3 mio. kr. om året, mens budgettet kun er steget fra 22,7 til 26,5 mio. kr. Ved sidste års budgetforlig blev der afsat 35 mio. kr. til området, men med forventede 202 såkaldte helårspersoner i et forløb anslås forbruget i år at blive 43 mio. kr.
Ikke den maksimale STU
Grete Østergaard, udviklingschef i beskæftigelsesforvaltningen, har udarbejdet en handleplan for, hvordan man laver tilbud til de unge inden for budgetrammen. Hun regner med at fremlægge en samlet plan til september.
»Det er en meget stor udfordring. Vi skal bibeholde en STU med høj kvalitet, som samtidig overholder budgettet. Vi er nødt til at sige, at i Aarhus Kommune har vi ikke den maksimale, men den optimale, STU,« siger Grete Østergaard, der især peger på dyre uddannelser, som årsag til de store budgetoverskridelser.
Handleplanen indeholder bl.a. et offentligt ydelseskatalog, en række kvalitetsstandarder, som kommunen vil bruge i forhandlinger om lavere priser med eksterne uddannelsesudbydere, samt en virksomhedsstrategi, der skal få flere i beskæftigelse.
Jyllands-Posten har fremlagt overskrifterne i planen for tre handicaporganisationer. De er alle bekymrede for, om de kommende effektiviseringer vil gå ud over kvaliteten af STU’en. Der er dog ros til både ydelseskataloget og virksomhedsstrategien.