Broer eller tunneler ville blive for dyre
Der skal findes løsninger, der gør det nemmere for bilisterne i Lystrup, når letbanen åbner, mener mobilitetschef i Aarhus Kommune, Mads Holm-Pedersen.
Mobilitetschef i Aarhus Kommunes Center for Byudvikling og Mobilitet, Mads Holm-Pedersen, afviser umiddelbart forslag fra Lystrup-borgere om at grave to vejtunneler eller bygge to broer over jernbaneoverkørslerne på Sønderskovvej og Lystrupvej for at lette biltrafikken gennem byen, når letbanen åbner til maj 2017.
»Det vil være rigtig dyrt, og det overstiger langt det almindelige driftsbudget, som jeg arbejder med,« siger Mads Holm-Pedersen.
»Vi har ikke lavet præcise beregninger af, hvad det vil koste, men al erfaring siger, at det vil være meget dyrt. Men jeg er også bekymret over udviklingen i Lystrup, når letbanen åbner. Vi er i en tidlig fase, men vi skal have fundet en løsning. Det arbejder vi tæt sammen med Aarhus Letbane om.«
Fælles standard
Det handler bl.a. om at få etableret nogle fælles standarder for drift af letbaner, hvor Aarhus Letbane er den første, der bliver taget i brug. I årene efter 2017 bliver der også etableret letbaner i Aalborg og Odense – og senere igen også København. De byer arbejder Aarhus sammen med om at finde løsninger på trafikproblemerne, som det giver – og det kræver bl.a., at både Justitsministeriet og Trafikministeriet bliver inddraget.
I den lokale debat i Lystrup har det været nævnt, at bommene også får betydning for Aarhus Brandvæsens muligheder for at nå frem til ildebrande i tide fra brandstationen i Lystrup.
Beredskabschefen er rolig
Beredskabschef Lars Hviid er ikke så bekymret.
»Sidste år havde vi omkring 2.000 udrykninger i kommunen, og kun i fem af dem nåede vi ikke frem på den tid, der er fastsat – 10 minutter i byen og 15 minutter i landområderne,« siger han.
»Og det skyldes i alle tilfælde vejret – ikke jernbanebomme. Men vi følger den trafikmæssige udvikling løbende, men problemerne i Lystrup er ikke anderledes end dem, som vi også har, når vi skal på havnen i Aarhus, og som de eksempelvis også har i Odder, når der er udrykning. Bomme ved jernbaneoverkørsler er en rammebetingelse for os.«