Fortsæt til indhold
Aarhus

Det omstridte rejsekort kommer til Aarhus

Rejsende i Aarhus kan om ganske kort tid bruge rejsekort i bybusserne.

Hvis man er vant til at bruge klippekort eller periodekort eller stadig fodrer billetautomaten med mønter for at rejse med bybusserne i Aarhus, så fortvivl ej. Det er endnu op til den enkelte, hvorvidt man vil benytte sig af det omstridte rejsekort.

Når aarhusianerne fra den 22. april kan benytte sig af det blå plastikkort i de gule bybusser, bliver det i første ombæring blot et supplement til de eksisterende billetformer, der tidligst udfases i 2016, oplyser Midttrafik på sin hjemmeside.

Det er efterhånden alment kendt, at rejsekortet har mødt stor modvind, men Midttrafik, DSB og Arriva vil hjælpe de aarhusianske rejsende godt i gang. Det gør de ved at opstille infostande fra den 20. til den 24. april, hvor de rejsende kan få hjælp til at anvende det blå kort.

Midttrafik markerer rejsekortes implementering med et arrangement den 22. april kl. 14 ved skulpturen Agnethe og Havmanden på Park Allé, hvor alle er inviteret til rejsekort-kage. Byrådsmedlem og næstformand i Midttrafiks bestyrelse Jan Ravn vil indvie rejsekortet med en tale for de fremmødte.

Når rejsekortet er implementeret i Aarhus, er Midttrafik færdig med udrulningen af rejsekortet i Midtjylland, og kortet kan således benyttes i de fleste af rejseselskabets busser.