14.000 par solformørkelsesbriller revet væk
Aarhusianerne stod tirsdag i kø foran Steno Museet for at få fingrene i et par.
Medarbejderne på Steno Museet i Aarhus mødte tirsdag morgen ind til et line-up af mennesker uden for deres arbejdsplads. Aarhusianerne ville have fingre i museets nye sending af solformørkelsesbriller. Og det fik de ifølge Aarhus Stiftstidende.
Allerede kl. 11.00 kunne museet melde udsolgt af de populære brillepar. I løbet af morgenen og formiddagstimerne var 4.000 par revet ned af butikshylderne.
”Flere gik forgæves, men de tog det nu ganske roligt, at vi måtte melde udsolgt,” fortæller administrationsleder Bente Thousgaard fra Steno Museet til Aarhus Stiftstidende.
Med formiddagens salg har Steno Museet nu i alt solgt 14.000 solformørkelsesbriller forud for det astronomiske naturfænomen fredag den 20. marts.
I weekenden kunne museumspersonalet ellers første gang opleve et tomt brillelager, men det havde de forudset, og en ny sending var derfor klar til udsalg i butikken tirsdag morgen.
Og der er ikke meget at sige til, at aarhusianerne stillede sig i kø foran museet før åbningstid. Solformørkelsesbrillerne har været efterspurgt over hele landet, hvor de fleste forhandlere melder om totalt udsolgt, eller har folk på ventelister.