Fortsæt til indhold
Aarhus

Stort nedbrud i varmeforsyningen i Aarhus

Varmen er på vej tilbage i Aarhus Nord, men kunderne må væbne sig med tålmodighed.

Morgenbadet blev en kold fornøjelse for en stor gruppe beboere i den nordlige del af Aarhus lørdag.

Årsagen er, at en turbine på Studstrupsværket fredag nat faldt ud, og det giver driftsforstyrrelser i varmeforsyningen.

Derfor oplever mange varmekunder, at der ikke er varmt vand i hanerne og at radiatorerne i løbet af dagen vil have kolde perioder, forklarer affaldsvarmechef i Aarhus Kommune Bjarne Munk Jensen.

"Udfaldet påvirker kunder i linjen fra Studstrup til indre by lige inden for Ringgaden. Når vi oplever den slags udfald, bruger vi de reserver, der er i nettet, indtil værket er oppe at køre igen. Men det tager lidt tid at få varmet alt det kolde vand op, som er løbet ud i rørerne," siger Bjarne Munk Jensen.

Studstrupsværket har genetableret varmeproduktionen, og AffaldVarme Aarhus arbejder på at genetablere forsyningen ud til de berørte kunder.

"Vi ved per erfaring, at den slags tager omkring 10-12 timer, og det er derfor, at nogle kunder stadig oplever kolde rør og koldt vand i hanerne. Men problemet er altså løst, og vores klare formodning er, at vi i løbet af to til tre timer så småt er ved at være oppe at køre igen," siger Bjarne Munk Jensen.

Beboere i Aarhus Nord, der oplever problemer med varmeforsyningen kan selv følge med i driftforstyrrelser i fjernvarmen på Aarhus Kommunes hjemmeside.