Fortsæt til indhold
Aarhus

Billigere fjernvarme på vej til aarhusianerne

Tirsdag tager rådmand Kristian Würtz (S) det første spadestik til et nyt biomassefyret kraftvarmeværk.

Et nyt halmfyret kraftvarmeværk i Lisbjerg skal give aarhusianerne grønnere el og billigere fjernvarme. Byggeriet koster 1,3 mia. kr. og forventes at stå færdigt i slutningen af 2016.

Simuleret foto. Affaldscenter efter udbygning med biomassefyret kraftvarmeværk. Set fra motorvejen mellem Aarhus og Randers.

"Nu får vi et par år med en stor byggeplads for 200-300 personer, når der bliver mest tryk på. Men bagefter kan anlægget producere 20 pct. af vores fjernvarme, og varmen bliver endda 30-40 pct. billigere end varmen fra Studstrupværket," siger rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S), i en pressemeddelelse.

Rådmanden tager tirsdag det første spadestik kl. 12.30 på byggepladsen ved Affaldscentret på Ølstedvej 20 - 36 i Lisbjerg.

Anlægget designes til fyring med halm og skal bruge i omegnen af 230.000 tons halm om året. I år med for lidt halm kan der fyres med træflis sammen med halmen. Værket skal ligge ved det eksisterende affaldsforbrændingsanlæg i Lisbjerg.

"Det biomassefyrede kraftvarmeværk bliver et stort skridt på vejen mod et grønnere og mere bæredygtigt Aarhus. I Aarhus Kommune kan vi med rette være stolte af at gå ind i bæredygtig varmeproduktion," siger Kristian Würtz.

Det nye værk betyder, at Aarhus Kommune fremover kun skal købe ca. 50 pct. af varmen fra Studstrupværket mod ca. 70 pct. i dag.

Anlægget består af et halmlager med plads til ca. tre døgns forbrug, en kedelbygning, en varmeakkumuleringstank, en ny fælles skorsten for affaldsforbrændingsanlægget og det biomassefyrede kraftvarmeværk samt en plads til håndtering af træflis i situationer, hvor der ikke er halm nok.