Eleverne: God reform – men hvor er bevægelsen?
Skolereform: Reformen er en rigtig god idé, fordi den skal gøre os dygtigere, men hvor er de 45 minutters bevægelse og den åbne skole, spørger fire elevrådsformænd.
Politikerne har talt om den, kommunerne har talt, skolelederne har talt, og lærerne har talt meget om den ny skolereform – men hvad mener hovedpersonerne selv, altså eleverne?
JP Aarhus inviterede fire engagerede af slagsen til en snak om skolereformens første halvår, og det gav interessant input om emner som tvangsarbejde, walk-and-talk og røv-til-bænk-undervisning.
De fire er alle elevrådsformænd og 9. klasse-elever på skoler i Aarhus, bortset fra Emma Andersen, der går i 8. klasse og er elevrådsformand på Den Fri Hestehaveskole i Galten, men her er hun også med som den midtjyske repræsentant for organisationen Danske Skoleelever.
Og hvad siger de så?
De er grundlæggende positive over for en reform, som skal gøre dem dygtigere fagligt ved bl.a. at lægge flere timer i skemaet og tilbyde mere bevægelse og samspil med lokalsamfundet.
Bevægelse og inddragelse
Problemet er blot, ifølge eleverne, at politikerne og skolerne kun har leveret halvdelen af varen, for de ekstra hårde timer har de fået, men ”de gode ting” i form af inddragelse, mere bevægelse og en åben skole har de ikke rigtig set endnu.
Vi har kun set nogle film på skolen.Thomas Bach Nielsen, elevrådsformand på Katrinebjergskolen
På den måde synes de ikke, at skolerne har levet op til den deal, der ligger i reformen med mere undervisning suppleret med mere bevægelse.
Emma Andersen, Danske Skoleelever:
»I Danske Skoleelever synes vi, at reformen er en rigtig god idé, hvis skolerne kan finde ud af at indføre mere bevægelse og inddragelse, men der er skoler, hvor det ikke fungerer, og det er rigtig ærgerligt, for så bliver det bare 8-16-røv-til-bænk-undervisning.«
Løbet tør for ideer
Anna Thorstenson, elevrådsformand på Virupskolen i Hjortshøj, savner også mere bevægelse:
»I starten var det rigtig godt med nogle turneringer, og det fungerede meget fedt, men det er, som om at lærerne er løbet tør for idéer, så nu er det mest noget med, at vi skal ud at gå en tur. Derudover skal vi nogle gange gå rundt og stille spørgsmål til hinanden, og sådan tror jeg ikke, det var tænkt. Jeg synes, der er for lidt bevægelse,« siger hun.
Hjalmar Boas er også fra 9. klasse og elevrådsformand på Lystrup Skole, og så er han viceborgmester i Aarhus Kommunes børne- og ungebyråd. Og han har en besked til kommunens skolepolitikere:
»Vi har overhovedet ikke 45 minutters bevægelse om dagen, og jeg ville ønske, at det blev en interessant hverdagsaktivitet, som var koordineret mellem lærerne, hvor man inddrog eleverne og måske idrætsforeningerne. Her burde kommunen sørge for, at alle skoler lever op til reglerne om 45 minutters bevægelse, for det er meget vigtigt,« siger han.
To ture på et halvt år
Thomas Bach Nielsen er fra 9. klasse og elevrådsformand på Katrinebjergskolen:
»Vi har blandt andet et bevægelseshjul, hvor klasser kan gå rundt forskellige steder og lave en aktivitet. Jeg er ikke utilfreds med det, vi har, men vi har ikke 45 minutter om dagen i gennemsnit. Idéen er vist, at man drysser det ud over de forskellige fag, men jeg tror ikke, det er planlagt, hvilke lærere der skal sørge for, at vi får 45 minutters bevægelse,« siger han.
»En længere og varieret skoledag,« lyder en af overskrifterne på skolereformen, men ifølge eleverne kniber det med variationen.
Det gælder også målsætningen om den åbne skole, hvor der skal samarbejdes mere med det omgivende samfund i form af bl.a. det lokale idræts-, forenings- og kulturliv.
»Det er der ikke kommet mere af. Vi har kun set nogle film på skolen,« siger Thomas Bach Nielsen.
»Vi har haft to ture på et halvt år, og det vil jeg ikke betegne som åben skole,« siger Hjalmar Boas, Lystrup Skole.
Som de øvrige ser han og en del elever på hans skole gode idéer i reformen, men han savner, at skolerne leverer hele pakken.
»Det har været en god start på reformen i forhold til, hvordan den var kommunikeret, hvor mange elever kun havde hørt, at de skulle have flere timer. Men reformen er for åben, for den efterlader for meget til skolerne på egen hånd, og det gør, at nogle skoler ikke får udført reformen ordentligt.«