Dansk Skoleidræt: Det er nu
Dansk Skoleidræt mener, at skolerne skal udnytte momentum til at få indført den rette form for motion i skolerne nu.
Den landsdækkende idrætsorganisation Dansk Skoleidræt opfordrer skolerne til at sætte fokus på bevægelse nu og udnytte elevernes motivation.
»De små elever synes altid, det er sjovt, men de store forventer det faktisk, så det er nu, at skolerne har momentum,« fastslår generalsekretær Niels Grinderslev.
Han mener, at der er mange gode grunde til, at 45 minutters daglig bevægelse kom med i skolereformen – bl.a. fordi det øger indlæringen. Derfor bør skolerne ifølge ham tage opgaven alvorligt.
»Det må ikke blive pjank og pjat med rundbold og en løbetur omkring flagstangen. Det skal være lærings-, sundheds- og trivselsfremmende,« understreger han.
Manglende overskud
Et andet kritikpunkt fra eleverne er, at der heller ikke i særlig høj grad arrangeres undervisning ude i byen. Århus Lærerforening erkender, at den del af reformen har fået meget lidt plads.
»Den logistiske udfordring med at lave ud af huset-undervisning og aftaler med virksomheder og institutioner har været for stor. Det tager enormt meget tid at opbygge et netværk, og det har der slet ikke været overskud til,« siger formand Jesper Skorstengaard.
Ifølge Aarhus Skolelederforenings formand, Stefan Møller Christiansen, er det et af de områder i skolereformen, som skolerne har haft sværest ved at realisere.
»Ikke fordi der ikke er en vilje, men fordi rigtig mange skoler er begyndt med de kendte aktører og så arbejdet ud derfra. Man er i gang med arbejdet,« siger han.
Børne- og ungerådmand Bünyamin Simsek (V) oplyser, at Aarhus Kommune er i fuld gang med at finde nye samarbejdspartnere til skolerne.
»Vi har lige holdt en konference om idræt og bevægelse på rådhuset med 120 deltagere fra idrætsforeninger. Og jeg har fået mange henvendelser fra kulturinstitutioner og virksomheder, som ønsker at lave nogle formelle aftaler,« fortæller han.
Tanken er ifølge rådmanden at lave nogle forhåndsaftaler, så skolerne får en palet af tilbud at vælge ud fra.
»Men alt skal ikke ske centralt, skolerne må også selv lave partnerskabsaftaler, og bliver der ikke lavet nok, må vi drøfte det,« siger rådmanden.